havn ventede naturligvis ligesaa længselsfuldt paa en nederlandsk Mellemkomst, som Christian den Tredie ængsteligt frygtede den.
Ved Beleiringens Begyndelse havde selve den danske Hovedstads Borgere visselig ikke større Lyst end Greven selv til at aabne portene for Frederik den Førstes Søn. Deres Hjerte hang ved „den gamle Kong Christiern“, og de saa i Christian den Tredie, mod hvem de allerede i hans Faders Dage engang havde forsvaret sin By, en fremmed Herre, ja en Fiende af den Borgerfrihed, som den fangne Konge havde beskyttet. Men Begivenhedernes Udvikling under Beleiringens Gang havde fremkaldt et Omslag i deres Stemning. At den gamle Christiern nogensinde skalde vorde befriet og gjenindsat, maatte mere og mere stille sig for deres Betragtning som en Umulighed. Tanken om at se Pfalzgreven paa Thronen kunde umulig være tillokkende. Kjøbenhavnerne vare selv den evangeliske Lære hengivne, og Pfalzgreven var ei alene Katholik, men syntes, om han seirede, at maatte vorde den mægtigste at alle katholske Herskeres Vasal. Og hvor uvelkomment forøvrigt Christian den Tredies Herredømme maatte forekomme dem, den Fordel havde han dog, at han var en ivrig Lutheraner. Mængden af Borgerne trættedes altsaa ved den haabløse Kamp og higede kun efter at gjenoptage Fredens Sysler. Kun Enkelte vare uforsonlige og holdt sig fremdeles til de to tydske Fyrster og deres Landseknegte. I Spidsen for dette lille haardnakkede Parti stod Stadens Borgermester, Ambrosius Bogbinder, fra Ungdommen af personlig nær forbunden med Christiern den Anden, og Hans Basse samt tilligemed dem den snedige Hr. Jørgen Kok fra Malmø, som havde tyet til Kjøbenhavn, da hans Hjemstad ei længere formaaede at holde sig. Med Vold og Grusomhed bragtes derfor de til Taushed, som vovede at tale
