at gjøre Danmark til et hanseatisk Lydrige, Øxnebjerg-Slaget og Søkrigen havde faldt ud til Hertug Christians Fordel, og derefter det ene slot efter det andet overgivet sig til den sidstes Folk.
Mod sit Ønske havde Greven derhos i den senere Tid maattet dele Magten med en af Nordtydsklands regjerende Smaafyrster, Hertug Albrecht den smukke af Meklenburg, et uroligt Hoved, der ved sit Giftermaal med en brandenburgsk Churfyrstedatter, Søsterdatter af Christiern den Anden, havde søgt et Paaskud til at blande sig i de danske Sager og efter Overenskomst med Lybekkerne var bleven sat ved Christophers side[1]. Albrecht havde dog kun formaaet at indskyde ringe Stridskræfter i det fælles Foretagende, og Uenigheden mellem de to Herrer havde skadet dettes Tarv.
Efterat Lybek senere ganske havde opgivet den danske Krig, bleve Christophers og Albrechts Udsigter Dag for Dag stedse mindre. Deres eneste Haab stod nu til en Undsætning, der forespeiledes dem fra en Magt, der længe havde været deres gamle Forbundne, Lybek, fiendsk, den burgundiske Regjering i de keiserlige Nederlande, i hvis Spidse stod Keiser Carls søster Maria, Enkedronning af Ungarn og Bøhmen. Til Nederlandene havde Christiern den Andens Svigersøn, pfalzgreve Frederik af Pfalz, begivet sig hen for ved sin Gemalindes mægtige Frænders Hjelp at gribe efter Danmarks og Norges Kroner. Pfalzgreven mødte imidlertid kun Lunkenhed, Keiseren selv forfulgte just andre og for ham vigtigere Planer, Hollænderne havde for sin Part heller ikke stor Lyst til en nordisk Krig. Men de Beleirede i Kjøben-
- ↑ Nogle upaaagtede smaatræk om Albrechts Forhold til Danmark findes i „Bartholomäi Sastrowen Herkommen, Geburt und Lauff seines gantzen Lebens“, hg. v. G. C. F Mohnike. Th. 1 (Greifswalde 1823), S. 127–128, 150–153.
