der minde om Sydens Condottierer. Øverste Anfører var Christopher v. Veltheim; under ham befalede Gebhard Schenk og Busso v. Veltheim Hestfolket, den berømte Conrad Pfennig, Christiern den Andens gamle Tjener, og Conrad v. Hannstein Knegtene. Seierherren ved Øxnebjerg, Johan Rantzau, var ikke tilstede, men stod i Holsten for at hindre Kongens Fiender i at angribe fra Tydskland af. Ogsaa tilsøs var Staden indesluttet. Selv havde Kongen under Feiden tilveiebragt en Flaade, dels af danske, dels af leiede tydske Skibe, under Peder Skram; hertil kom fremdeles en Hjelpeflaade fra Christians preussiske Svoger under dennes Admiral Johan Pein, og en lignende fra Sverige under Erik Fleming. Den svenske Eskadre var imidlertid allerede i April paa Kong Gustavs Befaling seilet bort fra Kjøbenhavn.
Mellem Forsvarerne maa først og fremst nævnes Grev Christopher af Oldenburg, Kong Christians Næstsødskendebarn, efter hvem disse stormfulde Hændelser have faaet Navnet Grevens Feide, og hvis Minde endnu, om end de Færreste tænke derpaa, lever i Norden i Mundheldet „i Grevens Tid“. Han var en yngre Søn, saagodtsom uden andre Besiddelser end et Par tydske Kanonikater, men en tapper Kriger, en Ven af Eventyr og dertil en Mand af classisk Dannelse, der førte sin Homer med sig i Krigen. „Est bene doctus καὶ Αλκιβιαδου φυσιν ἐχει“ er Melanchthons Dom om Grev Christopher. Ved Lybeks Hjelp, og tildels i den fangne Christierns Navn, havde Greven i 1534 med et næsten exempelløst Held gjort sig til Herre over de østlige og mellemste Provindser af det siden Frederik den Førstes Død herreløse danske Valgrige. Men næsten ligesaa snart var hans Lykkestjerne dalet; Gustav Vasa havde knækket hans Magt i Skaane, en aristokratisk Reaktion i Lybek havde spillet Magten i denne Stad i Hænderne paa Mænd, der opgave Tanken om
