staar for Døren eller naar store Krigere skal falde, ganske som Odin, da der i 1207 blev Fred i Norge, forlod Landet og drog over til Sverige, hvor Borgerkrigen netop skulde bryde ud[1]. – I Forbindelse med de urgermaniske Guder bør jeg vel ogsaa nævne Vanerne, Njord, Fröj og Fröja, fordi mange Mythyloger anser disse for næsten de ældste af de germaniske Guder. Man paastaar, at Vanerne er de oprindelige Lysguder, som efterhaanden have maattet vige for Æsir, Krigsguderne. Som saa ofte inden Mythologien. har man her gaaet efter Formodninger (Vanir er forklaret Lysguder) og løse Analogier, medens alle sikre Spor tyder paa, at Vanerne er en senere opstaaet Gudeslægt, der kun efter en Kamp blev optaget blandt de gamle Guder. Vi har jo Sikkerhed for, at de gotiske Guder ikke var Vaner, men Anses (= Æsir); vi ved, at udenfor Norden findes ikke Spor af Guderne Frøj og Frøja, at der i Tyskland ikke engang er Plads for en Kjærlighedsgudinde ved Siden af Fria[2], og at det ældste Spor af Vane-Kultusen er Tacitus’s Omtale af Gudinden Nerthus paa en Ø i Østersøen. Den cerealiske Guddom, som Tacitus kalder Nerthus eller „terra mater“, tør være en senere udviklet Skikkelse i den germaniske Gudelære, da hun kun dyrkedes af nogle faa nordiske og nordtyske Folk i den vestlige Krog af Østersøen; naar vi senere finder hendes Slægt (Vanerne) dyrket kun hos Nordboerne, forestiller jeg mig, at Religionsforbundet om Nerthus blev opløst i Folkevandringen, da de nordtyske Folk udvandrede mod Syd og Vest, men at de tilbageblivende Nordboer har beholdt Dyrkelsen og at der siden i Norden af dette Emne udviklede sig en særegen Gudecyklus, som tilsidst vandt en
