net om Balders Brand efter Døden kan ikke bruges, thi det er ikke oprindeligt og har kun ved Tilfældigheder faaet den fremtrædende Plads i Mythen[1]; tilbage blir kun den almindelige Lighed mellem Baldrs-mythen og andre Myther om Guder eller Helte, der dræbes, hvilke endel Mythologer altid forklarer som Solguder. Ogsaa om Vodan har blandt Mythologer en anden Opfatning gjort sig gjeldende, som jeg anser for uvidenskabelig. Mannhardt[2] gaar i sin Skildring af Vodan ud fra Nutidens Fortællinger om „der wilde Jäger“, der farer om i Luften foran „das wütende Heer“, og han udleder derfra, at Vodan har været Stormguden, med andre Ord, at han altsaa til alle Tider har bevaret den indoeuropæiske Naturbund. At man bar tænkt sig Wodan som den vilde Jæger, kan ikke nægtes, thi denne kaldes endog ligefrem Wode el. Woin-jäger, han bærer Odins bred-skyggede Hat og vide Kappe og kaldes som saadan Hakelberend (ligesom oldn. heklumaðr); men det er dog let at se, at Opfatningen af Vodan som den vilde Jæger ikke skriver sig fra den hedenske Tid, men fra den kristne, da Guderne blev Djævle: den vilde Jagt er jo fortabte Aander, afdøde Forbrydere eller endog Djævlene selv, og Vodan kunde dog først optages i dette Følge, efterat Troen paa ham som Gud er ophørt. Rigtigheden heraf indsees, naar man husker, at den samme Skjæbne har de romersk-græske Guder undergaaet i Middelalderen: i syden var det Diana, som drog om i Spidsen for den vilde Jagt[3]. Ved Siden af de senere Djævlesagn er dog ogsaa bevaret sagn om Vodan som Krigsgud: „Der Wüttenheer“ viser sig jo især, naar en stor Krig
