deltager Tius, som Ulven berøver Armen; Thonar har arvet Tordenkilen (oldn. Mjölnir) og kjæmper med den mod alle de onde Naturmagter (Jotner) og specielt mod Slangen (oldn. Midgarðsormr). Den mærkeligste Forvandling har igrunden Tius undergaaet, thi da Vodan fik første Plads i Gudernes Række, maatte Tius vige for ham og tabte efterhaanden ganske sin gamle Karakter som Lysgud; han blev fra Lysgud til Krigsgud, ligesom alle Guderne (oldn. tivar, egl. Lysguder) er blevne til Kampguder. Denne Forandring er nemlig ikke egen for Norden, allerede hos Tacitus er Germanernes Guder Kampguder og Tius gjengives paa Latin med Mars. Den Naturgrund, hvorfra de indoeuropæiske Lysguder udgik og hvorom Græker og Romere havde bevavaret ialfald Mindet, er altsaa ganske forsvundet hos Germanerne, og deres Guder er blevne sociale Magter; at de specielt blev til Krigsguder, høver sammen med Stammens krigerske og omstrejfende Liv, inden Agerdyrkningens og Fredens Kunster lærte dem at søge faste Bopæle. Men man ser dog, at Gudekredsen snart ogsaa kunde rumme andre Sider af Livet: Vodans Hustru er Fria (oldn. Frigg, den elskende), hun er Germanernes Kjærlighedsgudinde[1]; hendes Søster heder Fulla (Overflod); en af Vodans og Frias Sønner er Fredens og Uskyldens Gud Baltar (Baldr), som Krigsguden Hadus (oldn. Höðr) dræbte. Rigtignok antager de fleste Mythologer Baldr for en gammel indoeuropæisk Sol- eller Lysgud, men som jeg tror paa yderst svage Grunde: Sprogforskningen støtter ikke en saadan Opfatning, thi Baldr (ags. bealdor) betyder blot Herre (el. Gud), og Navnet gjenfindes ikke hos andre Folk; hans Drabsmand Hadus betyder Krig, og synes ikke at kunne have sin Plads i en Solmythe; Sag-
- ↑ Grimms D. M. 117.
