Trakerne Kotys dels som Krigernavn, dels som Krigsgudinde. Det er vistnok kun en enkelt Side af den fælleseuropæiske Religion, som vi her kan pege paa, men den tor dog vise os, at der allerede var gjort et Skridt fremad fra Urstandpunktet, thi ved Siden af Naturmagterne er der skabt Guder for enkelte Sider af Menneskelivet: Krigen, der under Nomadelivet stadigt maatte staa for Folkets Sind, havde faaet sine Beskyttere. At ved Siden af dem ogsaa de gamle Lysguder og deres Modstandere, Mørkets Dæmoner, beholdt sin Plads og sin Værdighed, kan vi ikke tvivle om, da vi træder dem igjen senere hos de enkelte Folkestammer; fra de senere Religioner kan vi ogsaa hente Vidnesbyrd om, at i den fælleseuropæiske Religion var Djupatar vistnok ligesom før Gudernes Fader, men nogen Gudefamilie eller Gudegenealogier synes endnu ikke at have dannet sig; thi den latinske Religion har aldrig havt saadanne.
Den germaniske Folkestamme, som ved Adskillelsen fra de andre fik den mindst begunstigede Lod, vandrede længe om i Midteuropas Urskove og kom til at staa mest fremmed for Kulturpaavirkningerne fra Middelhavslandene. Den kom derved til ogsaa at beholde meget af sin Religions oprindelige Karakter eller fortsatte ialfald i det hele kun en begyndt Udvikling. Dens mest særegne Nyskabning er, at den af den ældre Himmelgud Djus (Djavs, Ζευς, Jov-, Tius) har dannet 3 Guder, der indtager den enes Plads: Vôdans (Wuotan, Óðinn) er Visdommens og Sejrens Gud, Thonar (cfr. lat. Jupiter Tonans, oldn. Þórr) er Tordenens og Agerdyrkningens Gud, og Tius (Ziu–Tyr) er Kampguden. Vi finder ogsaa den ældre Guds Attributer og Kampe fordelte mellem de 3 nye Guder: Vodan er blevet Hovedguden, Gudernes Fader og Verdens Herre, han kjæmper mod Mørkets Fyrste i dens Skikkelse som Ulv (oldn. Fenrir), men i denne Kamp
