kerne og Nordboerne en mere fuldstændig Mythologi bevaret, og for de sidstes Vedkommende maa det udtrykkelig fremhæves – hvad der har været altfor meget overseet –, at deres mythiske Forestillinger er optegnede næsten halvandet Aartusinde senere end Grækernes; thi efter hvad vi nu ved em Religioners hurtige Forvandlingsevne[1], maa den Mulighed først overvejes, at Religioner i Tidens Løb opgiver en Masse ældre Stof, ligesaa let skaber meget fra nyt af og endnu lettere optager Laan fra andre Religioner. Jeg ved for Tiden ikke mere end to Gudenavne, som med Sikkerhed tør føres tilbage til den fælleseuropæiske Tid, og selv ved disse kan en senere Forskning maaske vise, at de er endnu ældre ei tilhører Urtiden. Grækernes Krigsgud er Ἄρης, hans Navn betyder Kamp (αρείφατος – dræbt i Kamp, ερις – Tvist, skr. arî – fiendtlig, ârus – Saar, ârti – Ulykke), hans Tilnavne er μιαιφόνος (blodbesudlet), βροτολοιγός (Manddraber), στυγερός (forhadt). Hans Navn gjenfindes ogsaa hos Germanerne som en næsten glemt Krigsgud Ear, Er; da Germanerne fra Romerne optog Ugedagenes Navne i sit Sprog, gjengav Nordtyskerne dies Martis Tirsdag) med Zies-tac, men Sydtyskerne med Eritac, hvorved altsaa Ziu bliver den samme som Er; Navnet findes ogsaa i Ordet Jarl, Krigshevding (opr. erilas, Ers Søn) og i Folkenavnet Eruler. Ogsaa Höðr, der dræbte Baldr, maa være en gammel Krigsgud. Hans Navn betyder Krig, dets tyske Form (eller germaniske Urform) Hadus er meget almindeligt som Sammensætningsled f. Ex. Hadu–brand, Hadu–volf; hos Kelterne findes det samme Ord som Catus (f. Ex. Catu–merus), og langt nede i syd kjendte
- ↑ Man sammenligne de indiske Religioners Historie, efterat man har lært at kjende Buddhismens religiøse Skrifter.
