lich var früh die Liebe zu übertragen“, og dette er da ogsaa – Morgenrøden. Denne Formodning gaar netop ud fra hvad der skulde bevises ved Sprogsammenligning, at Gudinden Afrodite var indoeuropæisk, og Formodningen er saa meget mere paa urette Sted, da det omtrent er godtgjort, at Afrodite er den syriske Kjærlighedsgudinde, som Grækerne først i senere Tid har optaget fra Lilleasien. I denne Forbindelse kunde det ogsaa nævnes, at Kuhn har villet gjenfinde Yggdrasilsmythen i det indiske „somadryppende Figentræ“, og derpaa forklaret det hele om skyer o. l., men at senere Forskere har afvist dette Forsøg og vist, at det indiske Træ ikke kan hævde nogen høj Alder. Yggdrasilsmythen tør derfor (som dens Navn tilsiger) indtil videre betragtes som nordisk, om man end vil indrømme beslægtede Forestillinger hos andre Folk. Man vil af disse Exempler se, hvor let en Afvigelse fra den sikre Methode kan bringe paa Afveje. Man maa vistnok indrømme, at Religionen selv i sin senere Udvikling kan omskabe Mytherne f. Ex. fra Naturmyther til ethiske, – og en saadan Udvikling kan paavises som tilhørende flere Religioner –, men desuden tør det være sikkert, at Religionen ogsaa paa et senere Trin kan skabe Myther eller mythiske Forestillinger, der ikke altid er af ethisk Art. Tilbøjeligheden til at føre alle Myther, alle nyere Sagn og Eventyr tilbage til Urtiden, fornegter enhver selvstændig Digterevne hos alle senere Slægter og er vistnok kun en Levning af en tidligere Tids romantiske Drømme om Urtidens Skjønhed og Storhed.
Ethvert Forsøg til at paapege den religiøse Udvikling, som de europæiske Folk har undergaaet i sit Samvær efter Adskillelsen fra Arierne, vil stede paa den Vanskelighed, at blandt de europæiske Folk har kun Græ-
