verdenens Konge og modtager og dømmer de afdødes Aander (Skyggerne) o. s. v. Med sikkerhed kan ikke flere Gudesagn føres tilbage til Urtiden; der gives vistnok Gudenavne, maaske ogsaa Sagn, som ved nærmere Undersøgelse vil vise sig at være indoeuropæiske, men mod hvad nogle Forskere (Kuhn, Pott) har ført saa langt tilbage, kan der gjøres vægtige Indvendinger. En Skole af Mythologer fører vistnok næsten alle Myther tilbage til Naturforhold og antager derefter disse Myther skabte i Urtiden, som for dem er den eneste mytheskabende Tid; men denne Mytheforklaring maa som oftest tage sin Tilflugt til Vilkaarligheder (blir umethodisk) og synder ialfald altfor ofte mod Reglerne for historisk Kritik. Enhver kjender Sagnet om Apollon og Dafne, som flygtende for Guden forvandles til et Laurbærtræ. Det til Dafne svarende indiske Ord Dahanâ betyder „straalende“, og Max Müller forklarer det derfor om Morgenrøden, der ligesom forfølges af Solguden[1], men da staar det (som Curtius rigtigt har bemærket) uforklarligt, hvorfor Dafne bliver forvandlet til Laurbærtræ; hertil kommer, at Lauren hos Grækerne ikke er hjemlig, rimeligvis indført i 8de eller 9de Aarh. fra Lilleasien, og Sagnet om Dafne, der overalt hører organisk sammen med Apollons Laurbærfest (τὰ δαφνηφόρια), omtales først meget senere og er rimeligvis født hos Grækerne, der nok selv kunde paatage sig at skabe en Mythe. En anden Mytholog, Leo Meyer, siger om Afrodite, at hun oprindelig (ɔ: i den indoeuro1iæiske Urtid) ikke var Gudinde for Kjærlighed, thi til saa ethiske Begreber havde Urfolket ikke hævet sig, men at „es muss sich ein sinnliches Wesen zu Grunde liegen, dem es natür-
- ↑ M. Müller, Comparative mythology (Chips from a german workshop, vol. II. p. 92).
