len for at udfinde Urfolkets religiøse Standpunkt, er ifølge det foregaaende, at hvad der findes af Gudenavne eller Sagn hos et eller flere Folk af begge Hovedklasser, den europæiske og den ariske, det tilhører Urtiden. Af Navne, som saaledes er fælles, maa først nævnes selve Gudernes Fællesnavn: devas (ind.), dei (lat.), θεοί (gr.), tivar (oldn.), der betyder Lysguder. Den højeste af dem hed Dju-patar (lat. Ju-piter, gr. Ζεύς-πατήρ, ind. Djaus-pita), ved Siden af ham fremtræder Himmelguden Varanas (ind. Varana, gr. Ϝουρανός). Morgenrødens Gudinde Ausas (ind. Ushas, gr. ἠώς (oprind. αϝσως), lat. Auror-a, opr. Ausos-a), Solguden Savar (ind. sura, lat. sol, got. sauil) el. svârya (gr. ἥλιος for σαϝηλιος og Maanen mans (ind. mâs, got. mena, gr. μήν) og maaske flere. Allerede heraf viser det sig, at disse Nomader dyrkede som Guder de Kræfter, de saa om sig i Naturen. I Himmelen, de lysende Stjerner, Solen, Maanen, Morgenrøden, Ilden og Lynet har de tænkt sig mægtige levende Væsner, der raadede over Menneskelivet: det var dem, man maatte bede em Hjelp under Livets Møje, og dem, man sonede ved blodige Ofre. Det samme Naturliv skinner igjennem i de ældste Sagn. Et af de ældste sagn er em Lysguden Djus (ind. Indra), som kjæmpede med de sorte Skyers Dæmon – denne forestilles som Slange eller som Ulv –; han havde røvet Gudens Kjør (Skyer), men Guden finder dem og dræber.ham med sit Lyn; et andet fortæller om Pramantha (gr. Promethevs), som først frembragte ilden ved at gnide to Sorter Træ mod hinanden og siden førte den ned til Menneskene; et tredie fortæller om Udødelighedsdrikken (gr. ἀμβροσία ind. amrita), som Guden i en Fugle Skikkelse røvede fra Mørkets Magter; et fjerde om det ældste Menneske Manus (ind. Manu, gr. Μίνως), der efter Døden bliver Under-
