endnu ikke ansees for af.ort, om der efter det fælleseuropæiske Standpunkt er indtraadt et Tidsrum, da dere af de senere Folkestammer levede sammen, adskilte fra andre; nogle Forskere bar fremført Grunde for, at Græker og Italer har levet sammen som ét Folk længe efter Adskillelsen, andre har søgt at paavise det samme om Kelter og Italer, om Kelter og Germaner, om Germaner og Slaver; for os har dette Spørgsmaal liden Interesse, da Kelternes og Slavernes Mythologi desværre er næsten ukjendt og saaledes ikke kan oplyse Germanernes. Det næste Standpunkt bliver altsaa det fælles-germaniske, det, som Gemanerne udviklede selvstændigt, inden den nye Spaltning tysk og nordisk indtraadte. At forsøge paa at skildre denne Udvikling, tør vi her fritage os for, da Udviklingen nu gaar fremad med store Skridt og i alle Retninger; at fremhæve bliver, at Germanerne vistnok paa den ene Side altid stod saa vidt i Forbindelse med sydligere Folk, at de efterhaanden optog Kulturelementer fra dem, som Agerbrug og Metaller, men paa den anden Side dog stod dem saa fjernt, at deres Udvikling kunde tage en selvstændig Retning[1].
Den sammenlignende Mythologi maa stræbe efter med Tiden at kunne fremstille en fortløbende Udvikling fra den fælles indoeuropæiske Urtid lige til den Tid, da vi har skriftlige Optegnelser om de europæiske Folkereligioner. Grundreg-
- ↑ Jeg har ovenfor forudsat som givet, hvad jeg tror Arkæologien inden føje Tid vil indsé, at de indoeuropæisk Folk overalt i Europa har grundlagt den saakaldte „yngre Stenalder“ (l’age de la pierre polie), den Tidsalder, da for første Gang de asiatiske Husdyr (Hest, Ko, Faar, Svin) optræder. Jeg mener altsaa, at Germanerne har indvandret baade til Tyskland og Norden i den „yngre Stenalder“ og har modtaget saavel Bronce- som Jernalderen fuldfærdige søndenfra, men at begrunde denne Paastand er her ikke Anledning til. (Senere Note).
