Turkestans Sletter, thi der har de tæmmet de neste af sine Husdyr, hvis Slægtninger endnu lever der i vild Tilstand.
Det har naturligvis varet lange Tider, inden Urfolket naaede til den Grad af Udvikling, hvorpaa vi skimter det. Endelig har Urfolket efter et langt Samvær skilt sig ad i 2 Grupper eller Stammer, den ariske eller asiatiske og den europæiske. Efter Adskillelsen fra den ariske Stamme har den europæiske Stammes Fædre længe boet sammen som et Folk eller rettere vandret om med sine Hjorder, rimeligvis paa vejen til Europa, og den modtaget en videre Udvikling, førend dette Folk atter løste sig op i mange Sværme, der er blevne Stamfædre til de europæiske Folk, til Kelter, Germaner, Slaver, Italer, Græker, Thraker o. fl. Det vigtigste Fremskridt i den fælles-europæiske Tid er de første Begyndelser til Agerbrug, der ved en senere stærkere Udvikling maatte lægge Baand paa Nomadernes Omstrejfen og vænne dem til faste Bopæle; i den fælles europæiske Tid er man imidlertid ikke kommen videre, end til at en Stammeafdeling eller en Landsby kunde optage et Stykke Ager til fælles Dyrkning, medens Hovednæringen blev Fædriften og man som Følge deraf aldrig tog faste Bopæle. Ikke destomindre udvikledes allerede i dette omflakkende Liv efterhaanden et stærkere Fællesskab i Interesser, en Stammefølelse, saa at Folket gjorde sig gjeldende ved Siden af Høvdingerne paa offentlige Forsamlinger, hvor man fattede Beslutninger i Fællesskab af varig Betydning (lat. lex, oldn. lög). Allerede her i Østeuropa eller Turkestan har Stammen modtaget Belærelse af sydligere Folk; fra dem har den lært at tæmme Hesten og benytte den til i Krig, og optaget Gjeden blandt Husdyrene; men Kulturpaavirkningerne har alligevel været faa, thi de omboende Folk synes at have været omtrent ligesaa lidet udviklede som „Fælles-europæerne“. Det tør
