get og Jorden til Gulv, hvor megen Urenslighed samlede sig (Lus og Lopper), og hvor Musene gnavede paa alt Madforraad, uden at man havde Katten til at fordrive dem. Folket var delt i smaa Stammer, hver under sin Høvding, og Slægterne boede sammen i Landsbyer eller Lejre. Nomadefolket var krigersk nok, det levede i stadige Fejder med sine Naboer; Kampens Hensigt var at reve Kvæg eller hevne tidligere Overfald. Fangerne blev gjorte til Træler eller ofrede til Guderne ved store Fester, hvor Blodet flød i Strømme. Menneskeofringer var almindelige, især som Sonoffer ved Høvdingers Begravelse. Som Vaaben brugte mand Krigen Buer af Barlin eller af Ben, Træspyd og Træpile med Stenspidse, Stenøxer og Stenhamre; thi at smide Metaller forstod dette Folk ikke, om det end rimeligvis kjendte Metaller (Guld og Bronce), erhvervet som smykker eller Legetøj ved Tuskhandel med Fremmede. De kjendte Brugen af Ild og spiste Kjødet kogt; af Dyreskind gjorde de sine Klæder og forstod at væve Ulden paa Ten. Af de vildt sværmende Biers Honning forstod de at lave en berusende sød Drik (mjöðr, μεθυ, ind. madhu). Familiebegrebet var, som hos alle Nomader, stærkt udviklet. Faderen var Slægtens Hoved (pati – Herre), ved Siden af ham stod Husmoderen (matar – som bærer Omsorg, patnia – Frue); Husbonden var sin Søsters og sine Børns Beskytter (bhratar Støtte, patar Beskytter), Datteren gik i Fjøset og stellede med Kjørene (duhitar – Mælkerske); der var særegne Navne for Søn og Sønnesøn, thi de de fortsatte Slægten, for Enken og den Faderløse, for Svogerskab eller Forbindelse med andre Slægter. Som svage Begyndelser til intellektuel Udvikling kan man pege paa Dannelsen af de talrige Ordrødder og den rige Formlære, og paa det decimale Talsystem; man havde skabt ialfald Tallene 1–900. Dette Folk har boet ensteds paa
