ogsaa naaet videre: sprogforskerne har kunnet gjøre Forsøg paa at læse Ideernes bog Kulturens Historie ud af Sprogudviklingen, og tidligst og stærkest har man da kastet sig over de beslægtede Folks Mythologi, endskjønt man endnu maa sige, at det ikke er paa mange Punkter, man allerede har naaet nogen Sikkerhed. Methoden har sine Farer og sine svage Sider. Det overvældende Stof, som hvert Aar formeres, gjør hver Slutning vanskelig; paa den anden Side er dette Stof af saa forskjellig Kvalitet, at det ene gjelder blot om at bortskjære det uvæsentlige. De fleste, der hidtil har beskjæftiget sig med sammenlignende Mythologi, har været Sprogforskere, for hvem det var Hovedsagen at sammenstille Ord og Begreber fra forskjellige Sprog, og naar en saadan Sammenstilling er lykkedes – og med lidt Behændighed kan den i Regelen lykkes –, at skabe fælles Myther. Der har været altfor stor Mangel paa historisk Kritik, man har ikke vogtet sig nok for at inddrage under Undersøgelsen Gammelt og Nyt, Ægte og Uægte uden Forskjel, og Resultatet er blevet, at Sprogforskerne i Regelen har foretrukket en Forklaring, der henviser til Fælles Oprindelse, medens Kulturhistorien helder til oftest at antage nyere Laan fra Folk til Folk. Hovedregelen ved at anvende den komperative Methode bliver altsaa med historisk Kritik at adskille nyt og gammelt, det fælles og det særskilte og at vogte sig for tilfældige Analogier. Et er utvivlsomt: den komparative Methode har bragt ind et nyt og sikkert Grundlag for Mythologien, idet den engang for alle har bragt til Taushed Mystikernes Lære om en „oprindelig Urvisdom, af hvilken kun enkelte Brudstykker er nedarvede til de senere Slægter“, om de „østerlandske Filosofemer, som fra Indien og Persien i en fjærn Fortid har bredt sig ud over
