Henseende gjør et Tilbageskridt fra Finn Magnusen, er vi med Jak. Grimm (Deutsche Mythologie) kommen over i et ganske nyt Spor, den nyere Sprogforsknings. Dennes Indflydelse paa Mythologien har allerede gjennemløbet 2 Stadier, det ældre, som lagde Hovedvægten paa de sproglige Forklaringer, og det yngre, som med dere nyere tyske Forfattere af Grimms Skole har søgt at bygge en indoeuropæisk Mythologi ved Hjælp af de nyopdagede indisk-persiske Religionsbøger. Grimms Bestræbelse gik egentlig ud paa at grundlægge den ældre tyske Gudelære, idet han kun benyttede den nordiske Gudelære til at oplyse og sammenknytte de spredte Træk af tysk Tro og Overtro. Det lykkedes ham derved fuldkommen videnskabeligt at paavise, at det væsentlige af den nordiske Tro ogsaa fandtes hos de hedenske Germaner og at vore Hovedguder ogsaa var Tydskernes: ogsaa hos disse fandtes en Krigens og Visdommens Gud Vodan (Odin), ogsaa de havde den kjærlige Himmeldronning Fria (Frigg), den stærke Tordner Thunar (Thor), en Kampgud Tiu eller Zio (Tyr) og en Solgudinde Sunna (Sol); ogsaa hos dem personificeredes Naturkræfterne som Riser el. Jotner, (Etanas) Dverge (Zwerge) og Alver (Elben); ogsaa de kjendte mange mythiske Navne som Midgard, Muspel, Hel. Hvad Grimm har paavist, er imidlertid egentlig kun de tyske Guders Navne og Brudstykker af de hedenske Germaners Verdensauskuelse; men han søgte ogsaa at komme videre, idet han pegte paa Middelalderens Litteratur og den nyere Tids Eventyr, Folkesagn og Folkeskikke som en ny Kilde til at uddrage ældgamle Myther og Heltesagn. Han indsaa vistnok Farerne ved at benytte dette Materiale, hvis Herkomst ingen kunde være sikker paa og som kunde i kristen Tid have undergaaet mange Forandringer; men han mente dog, at naar det benyttedes med Forsigtighed og ved Siden
