den levende Sandhed eller den sande Virkelighed, det er hans Hverv at gaa fremst i Sandhedens Tjeneste i Kampen mod „Løgnens Jettekuld“, og navnlig mod Løgnen selv, Midgardsormen. Denne Mythe hviler ogsaa alene paa Etymologien Thors Bolig heder Þruðvangr, hans Hammer Þruðhamarr og hans Datter Þruðr. Dette Ord Þruðr havde allerede Finn Magnusen rigtig forklaret som „Styrke“, altsaa Styrke-vang og Styrke-Hammer, og Thors Datter hedder da „Styrke“, ligesom hans Sønner hedde Mode og Magne (den modige og den stærke). Men Grundtvig har fundet en mere poetisk Forklaring han gjør Þruðr til det samme som det engelske Ord truth (Sandhed), uagtet allerede Rask kunde have lært ham, at et Ord, der begynder med t i Engelsk, ogsaa i oldnorsk maa begynde med t, saa at truth svarer til Ord som trú (Troskab) og uagtet begge tilsvarende Ord findes adskilte i Oldengelsk: Þryð (Styrke) og treóvð (Sanddruhed). Først ved denne urigtige Etymologi kan Thor blive Konge i „Sandhedens Rige“, og hans Modstandere bliver „Løgnens Jettekuld“, og Midgardsormen en Personifikation af „Løgnen“. Allerede ved disse Exempler blir det vel tydeligt, at sammenlignende Sprogstudier er nødvendige, naar man vil fortolke Nordens gamle Myther, og at enhver, der giver sig til at fortolke dem uden saadan Udrustning, nødvendigvis maa lide Nederlag. Jeg negter ikke, at Grundtvigs Skrifter om den nordiske Mythologi har for denne havt sin Betydning, men jeg søger den fornemmelig i hans Opposition mod Finn Magnusens fysiske Mythefortolkning, ikke i hans eget System; medens Finn Magnusens System var (i mere end én Betydning) aandløst, var Grundtvigs vistnok aandfuldt og interessant, men baade kritikløst og umethodisk.
Medens saaledes Mythologien med Grundtvig i sproglig
