Side:Historisk Tidsskrift (Norway), første Række, tredie Bind (1875).djvu/454

424

GUSTAV STORM.

saxisk: Urðr af veordan (at vorde) – hun erklæres for „Spaadommers Norne“, uagtet urðr nærmest maa betyde „den vordne“, ligesom ags. wyrd betyder et Factum. Verðandi, der jo er et ligefremt oldnorsk præs. part. af verða – altsaa vordende – afledes af ags. verdan forhindre og kaldes „Forhindringens Norne“ (Ordet hedder ellers paa ags. verian el. vergan og betyder forsvare). Skuld afledes rigtigt of „skulu“, der nemlig ogsaa er angelsaxisk. Af et meget usikkert Sted i „Fjölsvinnsmál“, hvor der tales om en Sal Hyr, bygget paa Spydsodder og omgivet af Luer og som kaldes auð-rann (Rigdoms Hus), oversætter han „auðrann“ med „Ødurs Borg“ og opfatter dette som Navn paa Nornernes Hjem, hvorved da „Ødur“ maa være deres Fader. Dette Navn oversætter han med det nysvenske „ödet“ (Skjæbnen) og gjør det endelig til et med Uðr, Navnet paa „Nattens“ Søn. Ved alt dette fremstaar følgende Læresætninger, som trofast gjentages af Grundtvigs Eftersnakkere: Nornerne er Ødets (Skjæbnens) Døtre og Nødvendighedens Diser og bor i en Borg, der er omgivet af Luer og bygget paa Spydsodder. Nornerne ere saaledes „de allerbekvemmeste ikke blot for den dramatiske Digter, men for os alle, til at oplive og udtrykke den gjennemgribende historiske Sandhed: at i ethvert Storværk saavelsom i den udmærkede Enkeltmands, i Hovedfolkenes og hele Slægtens Levnetsløb, kan vi skjelne et bestemt Anlæg, en indviklet Knude og en til Anlægget svarende Opløsning“. Af dette Exempel kan sees, hvorledes en Grundtvigsk Mythe bliver til, og hvis nogen vilde paastaa, at dette Exempel staar alene, skal jeg drage frem en af Grundpillerne for hele det „historisk-poetiske“ System. Det er bekjendt nok, at for Grundtvig og hans Tilhængere var Guden Thor ikke Styrkens og Tordenens Gud – det er for upoetisk – men han er „Aandskjæmpen“,