det inderlige Slægtskab mellem England og Norden og gjorde denne strax gjeldende i en Theori om den nordiske Hedendoms Kultur-Sammenhæng med, tildels Oprindelse fra England; han knyttede sine nyserhvervede Sprogkundskaber sammen med sin poetiske Opfatning af Mythologien, styrket ved Studiet af Forfattere som Creuzer og Svensken Ling, og udgav saa 1832 en morsom Mythologi eller Sindbilled-sprog, historisk-poetisk udviklet og oplyst“. Hans Argumentation for sin poetiske Opfatning er den, at „enhver Mythe, som røber Begeistring, maa nødvendig indeholde noget, som kunde begeistre en Digter“, og Beviset for at de enkelte Myther „røbe Begeistring“, finder han deri, at de „have begeistret ham.“ Det er altsaa atter Forfatterens Subjektivitet, der her stilles op som Rettesnor for Opfatningen, aldeles som hos de før nævnte Mythologer. Ved Siden deraf ser det dog ved første Øjekast ud som Grundtvig er kommet et Skridt videre, idet han søger at støtte sin poetiske Opfatning til sproglige Forklaringer. Men netop dette er hans svage Side; da han af germaniske Sprog udenfor de nordiske kun kjendte Angelsaxisk og ikke de nys opdagede Love for Sprog-Overgang, gav hans Studium af Engelsk ham hvert Øjeblik urigtige Etymologier, af hvilke han siden udledede sin poetiske Opfatning. Et Par Exempler vil vise dette:
Han forklarer Navnet „Norner“ ved at gjøre opmærksom paa, at Islændingerne nu udtaler det Nodner, hvorved det kommer nær det oldeng. neáð (Nødvendighed); Norner betyder altsaa „Nødvendighedens Gudinder“. Men herimod kan bemærkes, at Nodn kun er den nyere Udtale for det ældre norn, og at oldeng. neað er ganske det samme som oldn. nauð (som forresten betyder Nød, ikke Nødvendighed); nauð og norn er jo som man vil se ganske forskjellige Ord. De enkelte Norners Navn udleder han ligeledes af Angel-
