og Nornene bringer Loke til Frafald fra Aserne, vil det sige, at „Klogskaben bliver til List og Ondskab“, thi „Visdommen (Alfader) vil at Kraften og Massen gjensidig skal ødelægge hinanden“; i den sidste Strid – Ragnarok – renses Aserne, det vil sige „Kraften vender tilbage til sit Urspring“. Man ser, at den ene Forklaring er akkurat lige saa fornuftig eller ligesaa urimelig som de andre, naar det først er givet, at Mythologien er herreløs Ejendom, som alle – Digtere, Filosofer og Naturforskere – kan skalte med efter Behag. Finn Magnusen har dog den store Fortjeneste fremfor alle sine Samtidige, at han kunde lægge et videnskabeligt Grundlag for kommende Studier, idet han besørgede i Tyveaarene den første ordentlige Udgave af Mythologiens Kilder, de gamle Gudedigte, samtidig med at Rask fik udgivet Snorra-Edda. Indtil den Tid havde Mythologerne maattet holde sig til de gamle Resenske Udgaver og uheldige Oversættelser, og Kundskaben til det gamle Sprog var ikke større end at der efter 1811 kunde opstaa en lærd Strid om Mythernes Ægthed, da man troede at have fundet Ord fra modern Tid i de gamle Digte: Völuspás „gullnar töflur“ (de gyldne Tavler) oversatte man nemlig med „de gyldne Tøfler“, og Hørjans nönnur (Odins Møer) med Odins Nonner, hvilket beviste sagde man, at „den hele Mythologi kun var et Opspind af dovne Munke i Middelalderens Klostre“. Paa saadanne Paastande gjorde gode Udgaver og Oversættelser en Ende. Den første, som drog Fordel af dem, var i Norden Grundtvig (1832), i Tyskland Jakob Grimm (1835). Grundtvig, som ved Siden af sine kirkelige Kampe altid havde holdt sin Kjærlighed for det gamle „Højnorden“ vedlige, havde i Mellemtiden (1807–1832) ogsaa studeret Angelsaxisk, oversat Beóvulf og opholdt sig et Par Aar i England; han kom hjem med Følelsen af
