istand Theorier om Mythologiens Stilling i Folkenes Urhistorie. Nu vilde Uheldet, at de indiske Myther, som man benyttede til Sammenligning og ansaa for ubetalelige Vidnesbyrd om urgammel Visdom, netop var de yngste, fremkomne efterat de ældste indiske Religioner havde undergaaet en Række Reformer, ja man kan gjerne sige Forvandlinger; naar disse Myther blev betragtede som Urtyper for den græske og nordiske Mythologi, kan man forstaa hvor paalidelige Resultaterne blev, særlig naar de blev forbundne med Mystikernes Mangel paa Kritik. Imidlertid er det disse Sværmerier, der blev optagne i den Schellingske Filosofi og med Steffens indførtes til Danmark.
I Norden synes man paa faa Undtagelser nær at have staaet ganske udenfor de mythologiske Stridigheder i Tyskland uagtet den nordiske Mythologi allerede havde begyndt at spille en Rolle i disse Trætter. Her hjemme havde de Lærde først nylig opgivet Middelalderens Tro paa de gamle Guder som onde Dæmoner, men man var ikke naaet videre end til Saxos og Snorres Opfatning af den historiske Odin. Denne var i Schönings og Suhms Theori omsat til tre Odiner, ja man var begyndt med den fjerde og heldede allerede til at ville skabe endnu flere. Den første Odin var vore Forfædres Konge, da de boede ved Don mange Aarhundreder før Darius Hysdaspis og kaldtes efter Odin Budiner[1], da de „have havt med de omboende Folk Jetter, Thurser, Jotuner, Alfer og Dværge at bestille“. Den anden Odin var ogsaa Budinernes Konge og deres Anfører i Kampen mod Darius Hysdaspis. Den tredie Odin var den, som Aar 40 før Kristus efter Krige mod
- ↑ Budinerne var et af de skythiske Folk, som efter Herodot deltog i Kampen mod Kong Darius omtr. 510 f. Kr.
