fast, at skal vore Fædres Myther komme ud af de vilde Fantasiers Uføre og virkelig give os Oplysning om den aandelige Udvikling i hedensk Tid, da er dette kun muligt ad den Vej, som Grimm pegte paa i Tyskland, som P. A. Munch og N. M. Petersen fulgte ham paa i Norden og hvorpaa senere Forfattere med mere eller mindre Held har arbejdet sig videre frem.
Forsøgene paa at bringe Enhed og Sammenhæng ind i Mythologien er knapt 100 Aar gamle. Efterat i Tyskland Lessing og Herder havde skabt den nyere humane Opfatning af den græske Oldtid, søgte man ogsaa at bringe den græske Mythologi i System. Allerede strax fremtraadte to Synsmaader, som siden altid har kjæmpet om Forrangen, den mystiske, repræsenteret af Heyne og hans Disciple Hermann og Crenzer, og den kritiske, hævdet at den berømte Filolog I. H. Voss. Mystikerne gik ud fra, at Mythologien var en Filosofi fra Menneskeslægtens Barndom, da Menneskene „laa nærmere ved Naturens Moderbryst“, at denne Filosofi var nedarvet i Presteskoler, uddannet og tildels forvansket af Digtere (Homer, Hesiod o. s. v.), der oftest maa forudsættes at vide langt mere end de beretter. Den kritiske Skole søgte at vise, at de tilgjængelige Kilder maatte lægges til Grund som første Udgangspunkt, at man paa hvert Punkt maatte følge Kilderne og ikke lægge andet i dem end de virkelig gav. Det gik ikke an, sagde Voss, at lade Dionyses som Begeistringens Gud være ældre end Homer, naar han først flere Aarhundreder senere kan paavises som saadan. – Imidlertid syntes Mystikerne at faa en uventet Bistand i det netop opdukkende Kjendskab til den indiske Literatur, hvor man traf paa en beslægtet Menneskerace og filosofiske Religionsdogmer, der udgav sig for urgamle. Man styrtede sig med Iver over disse og fik strax
