Romerne drog nordover til Nordrusland og derfra over til Sverige, hvor han blev Offerprest og Høvding i Upsala og indstiftede „Odinsreligionen“; han var efter Suhm „en af de største og listigste Statsmænd, der nogensinde haver været til“[1]. Mellem disse 3 historiske Odiner fordeltes Gudens Bedrifter, og hvad der ikke passser paa nogen af dem som Menneske, overlades til Gudesagnene. Paa samme Maade blev Thors, Frøjs og de andre Guders Bedrifter dels fordelte mellem Kong Odin den 3dies Følgesvende, dels overladte til de Guder, disse dyrkede, og til de øvrige mythiske Magter. Trold og anser, Alver og Dværge blev til jordiske Folkeslag, med hvem Aserne kjæmpede. Denne Lære, som havde sin tilsyneladende Støtte i Kilderne – navnlig i Heimskringla og Edda’s „Fortale“ – holdt sig længe efter Suhms Tid; vistnok gjorde Steffens’s Opfatning af Mythologien et Skaar i den, men den historiske Odin gik dog igjen endnu hos Finn Magnusen, Rask og endog hos N. M. Petersen; endelig bortvist fra Historien til Mythologien blev han først af Keyser og Munch.
Den første, som i Norden skjød en Breche i dette System, var altsaa Henr. Steffens i hans berømte filosofiske Forelæsninger i Kjøbenhavn Vinteren 1802–1803, da han indførte Ungdommen i Studiet af den tyske Filosofi og Naturforskning. For den nye Filosofi var nemlig det mythologiske Standpunkt et Udviklingsstadium i Menneskehedens Historie. „Al Historie begynder med Guderne. Udtrykket for Gudernes Periode er den reneste, klareste Poesi, dens Sprog Allegori. De ældgamle Sagn gjemme mærkværdige Fragmenter af Jordens Dannelseshistorie; mange Myther
- ↑ Man var nødt til at adskille denne fra den 4de, angelsaxiske Odin (Woden), fordi de engelske Slægtled var saa korte, at denne Odin maatte have levet i 3die eller 4de Aarh. efter Kristus.
