nævnes den lærde og omfangsrige artikkel „Grágás“ i Ertsch og Grubers store Encyclopædie der Wissenschaften und Künste, hvori han underkaster saavel beretningerne om denne lovbogs tilblivelse, som dens indre ordning en skarp og udførlig kritik, hvorefter han paa en, som det synes, fuldt tilfredsstillende maade søger at fastsætte texternes dannelsesmaade og forhold til hinanden. Supplerende forholder sig hertil en senere afhandling, Die Quellenzeugnisze über das erste landrecht und über die Ordnung der Bezirksverfassung des isländischen Freistaates, indeholdende en vurderende gjennemgaaelse af de sagaberetninger, der omhandle oprettelsen af øens ældste rets- og thingforfatning.
Norsk retshistorie behandler han foruden i en række mindre afhandlinger og anmeldelser, navnlig i et udførligere skrift, Die Entstehungszeit der älteren Gulathingslög, der er et høist vigtigt bidrag ikke alene til det i titelen betegnede emnes, men til mange andre dermed sammenhængende spørgsmaals opklarelse. Den til os komne afskrift af Gulathingsloven staar, mener forfatteren, ikke i nogen umiddelbar forbindelse med kong Haakon den gode, der jo ifølge sagaerne skal have været det vestenfjeldske Norges lovgiver. Ligesaalidt foreligger os deri Olaf den helliges lovbestemmelser i deres oprindelige form og lydelse, om det end er selvforstaaeligt, at det meste af hans lovgivning er optaget. Meget mere have vi, hvad lovtextens ældre redaktion angaar, i virkeligheden kun at gjøre med en retsoptegnelse uden al legislativ karakter, der er opstaaet i det 12te aarhundrede og i det væsentlige er en gjengivelse af de mundtlige lovforedrag, som lagmændene efter Maurers mening have holdt for lagthingenes forsamlede almue. Loven bar kun af den grund navn af St. Olafs lov, fordi man overhovedet under denne betegnelse var vant til at forstaa landets nedarvede ret. Denne ældre redaktion har derpaa Magnus Erlingssøn underkastet en revision, der indførte de i vor afskrift under denne konges navn optagne yngre bestemmelser. – Sin anskuelse, at de norske lagmænd have indtaget den samme stilling i den juridiske udvikling som lagmændene i Sverige og de norske kolonier, begrunder han nøiere i en udførlig anmeldelse af Keysers efterladte Skrifter i 10de bind af tidsskriftet Kritische Vierteljahrschrift. I lignende anmeldelser af professorerne Matzens og Auberts afhandlinger over panterettens historie har han taget
