havde i en række artikler i et anseet sydtysk blad fremstillet sin opfatning af Islands politiske forhold lige overfor Danmark, hvori han i hovedsagen energisk udtalte sig til fordel for de islandske forlangender. Men han besluttede sig dog til ogsaa at se landet med egne øine, og 1858 drog han over Kjøbenhavn dernord. Besøget varede fra April til November, og han havde i denne tid paa sin lille fjordhest draget over den største del af øen, stiftet bekjendtskaber saavel med dens fremragende mænd, som med almuen, været til gjæst hos præsterne og i bondegaardene, medens han med sit skarpe og kjærlige blik for alt eiendommeligt og originært, hvor han kom, mærkede sig folkets sæder og skikker, samlede sagn og tildels manuskripter og overhovedet satte sig indi de sproglige, institutionelle og økonomiske forhold, som vistnok faa have gjort det. Det held, der hele tiden fulgte ham, turde for en ikke ringe del kunne tilskrives den forsigtighed, han viste, ved ikke at forsyne sig med anbefalingsskrivelser fra de danske autoriteter. Forladende sig paa Nordboens naturlige gjæstfrihed, traadte han ikke op blandt de indfødte som en officiel indberetter, men som en ven, om hvem de vidste, at han i udlandet med kraft og interesse havde talt deres sag, og de kom ham imøde med en tillid, der ikke, som det oftest sker, ønskede at holde saa meget som muligt skjult for den fremmede. Tilbage gik veien over Edinburgh og Kjøbenhavn; hvorimod han ikke kom til at berøre Sverge eller Norge.
Reisens umiddelbare frugt var en islandsk udgave af Gullthores saga og en samling Isländische Volkssagen der Gegenwart, samt, om man saa vil, en fornyet indgaaende fremstilling af Islands forfatningskamp, der optoges i et tysk tidsskrift. Fortrinlige bidrag til øens og dens beboeres karakteristik har han meddelt i 14de bind af tidsskriftet Germania i form af en anmeldelse om en tysk oversættelse af islandske kvæder. Men han var tillige end mere bleven befæstet i sin interesse for Norden og dens udvikling, og hans studier kom fra dette tidspunkt af mere udelukkende end forhen til at angaa den nordiske, især den norsk-islandske retshistorie. Noget afsluttende hovedværk har han vistnok endnu ikke leveret derover; men i en række større og mindre afhandlinger har han bidraget til at sprede klarhed over en række af tvivlsomme spørgsmaal og meddelt heldige løsninger paa endnu flere. Øverst blandt disse arbeider bør maaske
