lykkedes ham at levere et i de mindste detailler fint udført og i lige grad oplysende og anskueligt, som fængslende og tankevægtigt billede af denne kamp mellem to fiendtlige verdensanskuelser. Ligesom det er ham selv, der i sit værk først har gjort fuldt opmærksom paa den særegne interesse, den gamle norsk-islandske litteratur ogsaa i denne henseende afgiver, saaledes turde bogen overhovedet være enestaaende blandt arbeider over religionshistorie med hensyn til trædende og konkret indtrængen i personlighederne og i deres praktisk virkende motiver. Det er et saare ugunstigt vidnesbyrd om, hvor meget den litterære samfærdsel fremdeles staar tilbage mellem landene, at dette værk, der hos os fortjente en læsekreds som de allerfærreste, er ganske ukjendt for det store publikum, og at end ikke dets andet bind endnu har fundet en oversætter.
Havde Maurer i dette arbeide begivet sig helt ind paa den almindelige historikers feldt, blev dog retshistorien fremdeles hans særlige fag. I Münchenertidsskriftet „Kritische Ueberschau der deutschen Gesetzgebung“, meddelte han saaledes i de tre første aargange, en række artikler over angelsaksiske retsforhold, tilsammen udgjørende en hel angelsaksisk retshistorie i grundrids, og i 5te aargang (1857) sin bekjendte og stærkt benyttede afhandling Das Beweisverfahren nach deutschen Rechten, hvori han kritisk gjennemgaar de forskjellige indtil da opstillede anskuelser af det gamle bevissystem, og ved strengt at holde de forskjellige, men af forfatterne ofte sammenblandede folkeretter ud fra hinanden, bringer en hidtil ukjendt orden og klarhed over de herhen hørende spørgsmaal. Om end ikke alle hans resultater tør være hævede over enhver tvivl, danner denne afhandling grundlaget for ethvert senere studium over den oldgermaniske bevislære, og man behøver ikke lettelig at gribe tilbage til ældre værker.
Jo mere Maurer trængte ind i specialstudier over den skandinaviske retsudvikling, desto ønskeligere blev det ham personlig at kunne lære disse nordlige folk at kjende og at sætte sig i umiddelbar forbindelse med deres videnskabsmænd. Især var det dog Island, hvortil hans længsel og hans studium drev ham, denne mærkelige ø, der endnu havde bevaret sit gamle sprog, og som i det hele stod oldtiden nærmere end nogen anden af Germaner beboet egn. Hans interesse for Islænderne havde vistnok tidlig bragt ham til saavidt muligt ogsaa at lære nutidens forhold deroppe at kjende, og han
