udkommende litteratur, bogforsendelsernes usikkerhed og langsomhed og de offentlige bogsamlingers mangelfulde forsyning med de herhen hørende skrifter for hvert skridt lagde i veien. Den sidste ubekvemmelighed overvandt Maurer imidlertid ved selv at anlægge et helt bibliothek for nordisk germanistik, hvilket i aarenes lab ved flid og betydelige opofrelser har naaet en fuldstændighed, der vistnok stiller det op over de fleste lærde privatmænds inden Nordens eget omraade, og med de øvrige vanskeligheder gik det, som det kunde. At de ikke formaaede ret længe at sætte hans interesse skranker, fremgaar paa det mest overraskende af hans følgende arbeide, der udkom i München 1852 og tilstrækkelig vidner om, med hvilken energi og kritisk skarpsindighed han harde gjort sig til herre over det nye emne. Bogen hed Die Entstehung des isländischen Staats und seiner Verfassung, og forfatteren viser ikke alene det mest indgaaende kjendskab til de oldnordiske sprog og rigernes gamle historie og retsforfatning; men det er allerede lykkedes ham at erhverve sig hint beaandende og veiledende syn for nationaleiendomlighederne og folkekarakteren, uden hvilket man aldrig ret vil kunne opfatte et folks historiske tilstand, men som det selvfølgelig falder udlændingen allervanskeligst at tilegne sig. I den nævnte afhandling skildrer Maurer de norske forhold, der førte til Islands kolonisation, giver derpaa en høist overskuelig fremstilling af besiddelsestagelsen og de retsanskuelser, sum derunder gjorde sig gjældende, og ender med en særdeles interessant, af sagkyndige argumentationer gjennemvævet oversigt over rets- og thingforfatningens første udvikling paa øen. Afhandlingen tilkjendegav sig som første hefte af et større værk, Beiträge zur Rechtsgeschichte des germanischen Nordens, hvori det var forfatterens hensigt at nedlægge resultaterne af sine forskninger, eftersom disse skred frem. Noget andet hefte udkom imidlertid aldrig. Det skulde have indeholdt skildringen af den kristne kirkes og kirkeforfatningens grundlæggelse paa Island. Men under arbeidet hermed viste det sig umuligt ikke at tage den norske omvendelseshistorie med, og „snart vandt“, som han selv siger, „den saaledes udvidede opgave en selvstændig interesse, idet det ikke lod sig miskjende, at Norges og Islands kirkehistorie ganske fortrinlig var egnet til at bringe det ligesaa vanskelige som vigtige spørgsmaal em den personlige udvikling under de germaniske stammers overgang fra hedendom til kristendom
