universitetsliv nær, som han herved taber, vinder han imidlertid tilbage ad anden vei, idet han i en række af aar har været referent for universitetets legat- og stipendievæsen. Denne syssel, som han omfatter med megen kjærlighed, bringer ham i personlig berørelse med den mest interessante del af de studerende, de talrige ansøgere.
I sin inauguralafhandling havde Maurer endnu ikke draget nordiske kilder ind under sine undersøgelser. Det var de tyske folkeslags, derunder indbefattet Angelsaksernes stænderhistorie, hvortil han leverede et bidrag, og hvor han herved leilighedsvis omtaler skandinaviske forhold, henter han sin kundskab fra Dahlmanns Geschichte Dänemarks, et værk, der overhovedet paa den tid var Tyskernes mest benyttede kilde til Skandinaviens historie. Efter sin ansættelse som professor begyndte han imidlertid for alvor at studere den nordiske oldtidsret. Tiden var nu ogsaa bleven langt gunstigere for et saadant studium end for en menneskealder siden. Kolderup-Rosenvinge havde udgivet de gamle danske love, Schlyter var kommen langt paa vei med sine fortrinlige udgaver af de svenske; den islandske Graagaas var allerede udkommen i slutten af tyveaarene og 1846–49 kom endelig ogsaa de hidtil leverede 3 bind af Norges gamle love. Samtidig var man i alle tre riger ivrigt beskjæftiget med udgivelsen af sagaer og allehaande andre kildeskrifter, og hvad der var hovedsagen, alt dette skede med en kritisk omhyggelighed, der havde været de tidligere lærde ganske fremmed. Men kunde man end saaledes med haab om rigere udbytte henimod aarhundredets midte tage fat paa Nordens retshistorie, vare vanskelighederne paa den anden side dog endnu betydelige nok. Enkelte vigtige kilder lod fremdeles adskilligt tilbage at ønske med hensyn til udgivelsen. Saaledes var navnlig den kjøbenhavnske udgave af Graagaas fra 1827 kun halvt brugbar, fordi den havde blandet lovbogens tvende manuskriptbearbeidelser sammen, en mangel, der først i femtiaarene blev afhjulpen ved Vilhjálmr Finnssöns udgave af den ældre codex (c. regius). Men især var savnet af lexikalske hjælpemidler endnu meget føleligt, idet man i det væsentlige maatte slaa sig igjennem med den 1794 afdøde Bjørn Haldorssøns, paa sprogstudiets ældste trin udarbeidede islandsk-dansk-latinske ordbog. For en udenfor Norden boende videnskabsmand var der naturligvis desuden en række særlige hindringer, som vanskeligheden af paa afstand at holde øie med den
