gjennemgaa stort mere end et enkelt afsnit af lydlæren; men dette stof gav ham anledning til interessante og dybsindige digressioner i alle retninger, og naar forelæsningerne sluttede, havde man erholdt saa mange nye udsigter og impulser, at man heller følte emnet overvældende end for ringe. Efter Grimms egen anvisning begyndte Maurer allerede i sin studentertid at undersøge de angelsaxiske retskilder. Da bragte tilfældet ham i forbindelse med den vennesæle og bomstserke Nordmand, den senere afdøde arkitekt Peter Holtermann fra Østraat, hvis karakter forekom Maurer at være en type for en Nordens søn. Med ham gjennemlæste han Aalls oversættelse af Snorre og gjorde saaledes for første gang personligt bekjendtskab med den oldnordiske litteratur, som han allerede i hjemmet gjordes opmærksom paa, og som ogsaa af Grimm var bleven ham anbefalet. Han maatte deg indtil videre lade de skandinaviske studier hvile. 1844 tog han juridisk examen og gik derpaa efter de tyske juristers skik ud i praxis, som „rechtspracticant“ d. e. som ulønnet arbeider paa et offentligt kontor. Hans foresatte gav ham ligesaa meget lov for en ualmindelig arbeidsevne, som for en skarp og grei dømmekraft. Han var maaske ogsaa forbleven i det praktiske liv; men da han i 1846, 23 aar gammel, havde taget doktorgraden, og hans akademiske afhandling „Ueber daa Wesen des ältesten Adels der deutschen Stamme“, blev anseet for usædvanlig løfterig, gav han efter for sin faders ønsker eg modtog 1847 ansættelse som overordentlig og 1855 som ordentlig professor ved Münchens universitet i „tysk privatret, tysk rigs- og retshistorie og statsret“, og i denne stilling er han siden vedbleven at virke. Medens han i aarenes løb har læst over handelsret, tysk retshistorie, ja endog holdt juridisk-philogiske forelæsninger over Taciti Germania, er han imidlertid siden 1868 ved de akademiske myndigheders imødekommen bleven sat istand til udelukkende at foredrage norsk-islandsk retshistorie og derved at samle sin hele kraft paa det emne, der efterhaanden er bleven hans specialitet. Det tjener lige meget til hans og de tyske studenters ros, at han i disse 6 aar kun et enkelt semester har savnet tilhørere i dette for examinerne saa fjerntliggende fag. Hans forelæsninger udmærke sig ved veltalenhed, klarhed og elegants; men deres indhold er ogsaa fra fremstillingens side strengere videnskabeligt end det almindeligvis bydes studenterne. Den anledning til at staa disses
