Side:Historisk Tidsskrift (Norway), første Række, tredie Bind (1875).djvu/398

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
368
EBBE HERTZBERG.

Ligesom tilfældet var med de angelsaksiske retskilder, blev det derfor heller ingen sjeldenhed, at videnskabeligt arbeidende jurister tyede til de skandinaviske og til den ende lærte sig de nordiske sprog. Wilda (Das Gildenwesen in Mittelalter, Halle 1831, og især hans banebrydende Daa Strafrecht der Germanen, Halle 1842) og dernæst blandt andre ogsaa Michelsen (en række afhandlinger) kunne anføres som exempler. Imidlertid lod det sig ikke nægte, at den hjælp, som den tyske videnskab paa denne maade hentede sig fra vore kilder, var af en noget usikker beskaffenhed. Den ene aarsag hertil var kildernes egen utilgjængelighed. Det var jo netop i den samme tid, at interessen for vor oldtid begyndte at trænge fuldt igjennem i de nordiske lande selv, og vore lærde havde just for alvor taget fat paa det endnu idag ikke ganske fuldendte arbeide, at forsyne den litterære verden med de for studiet uundværlige kritiske textudgaver. Største delen af disse manglede derfor dengang. Man maatte nøie sig med ældre og upaalidelige udgaver, saaledes som tilfældet var med enkelte sagaer og med de fleste danske og svenske love, eller endog med mindre gode oversættelser, som f. ex. af de norske og islandske love, hine oversatte af Paus, disse bearbeidede af Arnesen, og endelig var en ikke ringe skat af manuskripter endnu upaaagtede eller idetmindste ikke udgivne. Disse forhold maatte selvfølgelig i væsentlig grad indskrænke oversigten over, hvad der egentlig var at finde. Og hertil kom en anden vanskelighed. Ved inddragelsen af de angelsaxiske og nordiske retskilder inden kredsen for de tyske retshistorikeres studier, blev stoffet i en meget betydelig grad forøget, og det stod ikke til at vente, at man skulde magte alt dette paa engang; man udsatte sig for af mangel paa dybere indsigt i disse hjælpestudier at gjøre falsk benyttelse deraf, og ved visse ydre ligheder at lade sig lokke til at drage sammenligninger mellem tyske og nordligere retsinstitutioner, der nøiere beseede havde lidet eller intet med hinanden at gjøre. En skarp kritik som Jakob Grimms var vistnok istand til at undgaa dette skjær; men at det var der, viser f. ex. Sachsze i sit værk Das Beweisverfahren nach deutschem, mit Berücksichtigung verwandter Rechte des Mittelalters (1855), hvor forskjellige tiders og folkeslags – ogsaa de nordiskes – retsbestemmelser ere kastede om hverandre og sammenstillede paa en ikke lidet forvirrende maade, eller for at vælge et nærliggende