Da den tyske retsvidenskab, idet den forlod den tidligere herskende abstrakt filosoferende anskuelsesmaade af lovenes væsen, ved Hugo og Savigny gik over til at studere retssystemerne i deres forhold til fortidens udvikling, og da denne saakaldte historiske skoles grundbetragtning derpaa hos de germanistiske retshistorikere med Eichhorn i spidsen kom til fuldt og tankerigtigt gjennembrud, vendtes blikket ogsaa til de nærbeslægtede skandinaviske folk, i hvis righoldige gamle lovtexter og sagaer man kunde haabe at finde værdifulde oplysninger og paralleler. Hvad Tysklands lærde hidtil havde kjendt til af nordisk retshistorie, indskrænkede sig til løsrevne notitser, som de kunde hente ud af Saxos eller Olai Magni latinske krøniker, eller, naar det gik høit, af Stjernhøøks fortrinlige, men paa videnskabens daværende standpunkt kun halvt fordøielige og derfor mere anseede end virkelig benyttede værk De jure Sveonum et Gothorum vetusto. I slutningen af forrige aarhundrede var opmærksomheden vistnok begyndt at fæste sig ved den ældre Edda, men endnu hos Eichhorn selv finder man ingen antydning af, at hans kjendskab til de oldnordiske litteraturer gik videre. Den iver, hvormed de germanistiske retsstudier fra hans tid dreves, bragte imidlertid hurtig med sig en udvidelse af kildernes kreds, og det var hans samtidige, Jakob Grimm, forbeholdt kraftigst at bidrage hertil. Hans omfattende lærdom tilegnede sig ogsaa alt, hvad der i aarhundredets første trediedel var tilegneligt af Skandinaviens gamle sprog, historie og retsvæsen, og da hans Deutsche Rechtsalterthümer, denne uudtømmelige guldgrube for germanistisk forskning, i 1828 var udkommen, fik man se, hvor mange og gode forklarende vink Tysklands retshistorikere kunde hente hos de nordgermaniske stammefrænder.
