1470 – var der dog endnu saamange høibyrdige norske Adelsmænd tilovers, at pladsene i Rigets Raad og Bestyrelsen af Landets Hovedlen for den større Del vare i Indfødtes Besiddelse, og de Herremænd, som fra Broderrigerne giftede sig ind i norske Ætter, knyttedes endnu dengang nærmere til sit nye Hjemland. Men Fru Inger kunde som lidet Barn høre om Hr. Olaf Nilssøns og hans Broders skammelige Skjebne i 1455, hvorefter denne Familie drog til Danmark for at uddø der; det var rimeligvis i hendes tidligste Barneaar, at Norges fornemste Familie, Arnmødlingernes og Hafthorsønnernes Efterkommere, uddøde med Junker Hans Sigurdssøn; hun oplevede som tilvoxende Pige Hr. Jon Smørs og Hr. Einar Flugas bratte og barnløse Død 1483 og derefter som ung Kone den sidste Kanes Drab paa Thinget af de forbitrede Bønder 1497. Hun saa Bolterne forsvinde og kjendte Losneætten kun som repræsenteret ved to Kvinder, af hvilke den ene døde ganske barnløs og den andens Datter giftedes helt ud af Landet. Fru Ingers egen eneste Broder var sidste Mand af de „yngre Rømere“, hendes to Søstre bleve barnløse, og dermed uddøde ogsaa deres Ægteherrers Slægter. Med Erik Erikssøn udelukkedes ved Reformationstiden ogsaa den ret formuende Familie, som man har kaldet Gyldenhorn. Ja endog de indgiftede Adelsætter formaaede ikke at holde sig: Bo Fleming grundede intet norsk Hus, Knut Alfssøns Sønner døde barnløse 1520 og deres Faster som Jomfru 1535, Knut Knutssøn Baat havde endt paa Retterstedet uden Livsarvinger 1519, og af de dansk-norske Krummediker var Fru Sophie den sidste Spire. Og ligesom Norge i Frederik den Første fik en Konge, der i en niaarig Regjering aldrig betraadte dets Grændser, og hvis Søn kun saa Landet som Prinds, saaledes tilhørte, da Reformationen indførtes, Norges to uden nogen Sammenligning største Jordegodsmasser Arvinger,
