1597, rimeligvis omkring de 90 Aar gammel.[1] Endelig maa mellem Fru Ingers Nærmeste her erindres hendes Mands ovenfor flere Gange nævnte uægte Søn, Magister Henrik, „en mærkelig Kannik og Throndhjems Capitels bedste Forsvar“, som han kaldes af Absalon Pederssøn. Fru Inger havde i 1547 med sine Svigersønners Minde skjænket Mag. Henrik en Gaard i Skogn.[2] Han oplevede Syvaarskrigen og greb, skjønt en meget gammel Mand, med største Iver svensk Parti, tilligemed sin Søn, Mag. Christopher.[3] Den gamle Henrik døde 1567.[4] Ved de Arvetvistigheder, som forefaldt mellem Fru Ingers Arvinger, har jeg ikke villet opholde mig.
I et langt og bevæget Liv har Fru Inger Ottesdatter været Vidne til store og indgribende Forandringer i sit Fædrelands Forhold og Vilkaar næsten i alle Retninger. Vi ville her alene dvæle et Øieblik ved den forunderlige Skjebne, der lige for hendes Øine timedes den Stand, til hvis betydeligste Medlemmer hun hørte, Norges høiere Adel. Den blev i hendes Dage ligesom udslettet af Verden. Huitfeldts Beskyldninger mod Christiern den Anden for grusomt at have udryddet Norges Adel med Sværdet ere forlængst modbeviste, men Adelen i Norge svandt i Slutningen af femtende og Begyndelsen af sextende Aarhundrede hen, ligesom en Væxt, hvis Rødder ere overskaarne, og hvis safter ere udtørrede. Ved Fru Ingers Fødsel – vi ville sætte denne til Tiden om
