hvem det aldrig faldt ind at opslaa sin Bolig i Riget, nemlig Erik Rosenkrands og Gyrvhild Fadersdatter. Galderne vare tilsidst den eneste oprindelig norske Familie, der hævede sig over den uanselige Smaaadel, som Bratter, Skaktavler, Theister o. s. v., men selv de kunde ikke længere maale sig med Danmarks eller Sveriges Høiadel.
Som vi vide, gik ogsaa de saakaldte Gyldenløver i Graven med Hr. Nils Henrikssøn. Hans Søn var nemlig uægte, og Fru Inger fødte ham kun Døtre. At alle disse fem Jomfruer kom til at ægte danske Mænd, den ældste Datter endog to saadanne efter hinanden, var paa Grund af Forholdenes Magt den naturligste Sag af Verden. Rigshovmesterens Døtre vare altfor anselige Partier, til at en Benkestok eller en Rustung, i det Hele en Adelsmand med en Gaard eller to, skulde have vovet at løfte sine Øine saa høit, det skulde da være, om han, hvad der ikke let timedes Nordmænd i den Tid, ved fremragende Dygtighed i Feldten eller i Cantselliet, kunde vinde Kongegunst eller Patroner. Jevnbyrdige Beilere vare altsaa ikke at vente fra Norge, de maatte komme fra Danmark. De første af Døtrene bleve gifte med danske Adelsmænd af fornemmere Slægter, idetmindste var dette Tilfældet med Margrete og Eline, selv Erik Ugerup hørte dog til de bedre. Efterat det norske Rigsraad var opløst, og en væsentlig Del af de Udsigter, et Giftermaal her i Landet medførte, dermed bortfalden, bleve Svigersønnerne ringere, men selv en Jens Splid og en Jens Bjelke, ikke at tale om den nærige Peder Hanssøn, vare dog helt andre Partier end den Art norske Adelsmænd, der endnu vare tilbage. De videre og flersidigere danske Forhold, fra hvilke de vare udgaaede, havde givet dem en større Synskreds og rigere Livserfaring, de havde dernæst ogsaa tildels Velyndere blandt Danmarks Magnater og altsaa i det Hele
