Synsforretning over Erkebispens Folks Hærværk og tage Dannemænds Brev og Segl derpaa. Desværre, siger hun, er Østraat ikke i den Stand, at hun tør bede Eske tage ind til Gaarden; „der er Intet at faune (fagna) Eder eller nogen god Mand med“, og det Eneste, hun kan byde dem, er fersk Lax fra Gaarden.[1]
Hr. Truid Ulfstands Besøg i Norge skede ikke alene i kongeligt Ærinde, men ogsaa i hans egen private Interesse. Hr. Truid havde (rimeligvis ved et Gesandtskab til Sverige, der betroedes ham af det danske Rigsraad ved Nytaarstid 1534) knyttet en Forbindelse med en ung og meget rig Enke, Gyrvhild Fadersdatter Sparre,[2] Hr. Knut Alfssøns Datterdatter og ret Arving til alle hans store Eiendomme i Norge, hvem han ægtede kort før Grevefeidens Udbrud, uden al Tvivl til stor Ærgrelse for Kong Gustav, hvem de fra ældre Tid bestaaende indbyrdes Svogerskaber mellem de tre Rigers Adel var en Torn i Øiet, og som derfor endog havde forsøgt at forbyde den Art Giftermaal. Hr. Truid, nu Jordegodseier i stor Maalestok i alle tre nordiske Riger, vilde ikke nøie sig med, hvad den imidlertid bortdøde Jomfru Karine til Greisheim, hvem hans Hustru arvede, havde opnaaet af Fru Inger, nemlig selve Giske Gaard og det nærmestliggende Strøgods, men forlangte ogsaa Knut Alfssøns fordums Besiddelser i Nordlandene, hvilke Fru Inger havde siddet inde med indtil denne Tid. Han havde ogsaa den soleklare Ret, og Fru Inger havde ikke længere nogen Vincents Lunge ved sin Side. Hun maatte derfor den 1ste Mai 1537 indrømme
