Hamar, hvis Biskop Mogens efter et afmægtigt Forsøg paa at forsvare sin Bispegaard toges tilfange. Norge var altsaa helt i Christian den Tredies Magt, og en ny Periode af dets Historie indledet.
Under disse sidste stormfulde Begivenheder forsvinde Fru Inger og hendes Døtre næsten aldeles far vore Blikke. Kun faa Glimt af deres Forhold ere vi istand til at paavise. Det Venskab mellem den gamle Frue og Erkebisp Olaf, som vi iagttage ved Midten af 1535, synes hastig igjen at være kjølnet formedelst Fruens Paastand paa at faa Nils Lykkes Len, navnlig Fosen, tilbage; vi se i et Brev af 2den Septbr. 1535 Hans Reff tilraade Erkebispen „at handle vel og ikke for nept mod Fru Inger om Fosen“.[1] At Inger var tilstede i Throndhjem ved den sørgelige Julecatastrophe, er sandsynligt, at Fru Margrete fulgte sin Mand til Throndhjem, er vist. Begge Fruer, samt Jomfruerne Ingeborg og Lucie, have da sikkerlig derpaa, ligesom ellers, naar Erkebispen optraadte som Fredsforstyrrer, tyet fra Østraat til det sikrere Bergen. Der befandt de sig om Foraaret 1537. Den sidste Hilsen, Erkebispen sendte Fru Inger, svarede til hans tidligere Færd, thi just som han for stedse forlod Norge, gjorde Christopher Throndssøn, idet den lille Flaade drog forbi Ørlandet, Landgang paa Østraat og plyndrede Gaarden.[2] Herom skriver Fru Inger fra Lungegaarden Christi Himmelfartsdag (10de Mai) 1537 til Eske Bilde, som just med Truid Ulfstand havde begivet sig nordover. Hun beder ham sende Thrond Ivarssøn og Rasmus Due ud til Østraat for at optage en
