Side:Historisk Tidsskrift (Norway), første Række, tredie Bind (1875).djvu/376

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Hr. Truid hans Fordringer,[1] og to Aar senere blev i Oslo (22de September 1539) alle Tvistemaal mellem Fru Inger og denne endelig opgjorte. Det var ikke smaa Eiendomme, hvorom her var Tale; blandt Andet afstod Fru Inger al Ret til fem store Handelsgaarde i Bergen, der vare blevne uskiftede ved det store Arveskifte efter Junker Hans Sigurdssøn 1490.[2] Fru Inger var selv nærværende i Oslo ved denne Overenskomst og besøgte ved samme Leilighed sin Datter Anna og Erik Ugerup paa Sæm ved Tønsberg.[3]

Den gamle Frue havde ellers i disse Aar megen og frugtesløs Møie for sine Børnebørns, Fru Elines og Nils Lykkes Børns, Skyld, hvilke hun i det mindste i nogle Aar beholdt hos sig. Erkebispen havde nemlig medtaget til Nederlandene den Kiste med Pretiosa, som Nils Lykke i 1534 havde overgivet ham som Depositum paa Stenviksholm. Der opdreves fra Nederlandene Vidnesbyrd for, at Erkebispen otte Dage før sin Død havde erklæret, at af jordiske Ting Intet mere laa ham paa Hjerte, end at Hr. Nils’s umyndige Børn maatte faa denne sin rette Arv tilbage, men det lykkedes ikke at faa denne Sag ordnet, ligesaalidt som Christian den Tredies Reclamationer førte til noget Resultat. Enden blev nemlig, at Pfalzgreve Frederik, siden 1544 Churfyrste af Pfalz, kom i Besiddelse af det Hele 1548.[4] Herom var man

  1. Dipl. Norv., III. 830.
  2. Sammesteds, II. 838.
  3. Sammesteds, V. 817.
  4. Se herom Chr. Langes (paa hollandske Kilder, siden trykte i Dipl. Norv., V. og VI., grundede) Fremstilling i Forhandlinger i Vidensk. Selsk. i Christiania Aar 1860, S. 1–10. Naar Lange i denne sin Afhandling søger at forsvare Erkebispen mod Beskyldningen for at have medtaget Kostbarheder fra Norge, der tilhørte Kirkerne, synes han at have overseet den Kjendsgjerning, at Olaf Ingebrigtssøn før sin Afreise havde ladet sine Fogder optage Kalke, Diske o. s. v. i alle Kirker og Præstegaarde ligefra Nam-