Side:Historisk Tidsskrift (Norway), første Række, tredie Bind (1875).djvu/370

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

den danske Konge og de danske magnater. Hans Fald besluttedes af Erkebiskop Olaf, og Kanniker fik skylden for at have tilraadet det. Det tør derfor være sandsynligt, at det var Vincents Lunges lutherske Retning, hans dristige og havesyge Opførsel ligeoverfor Kloster- og Kirkegods, som har fremkaldt det lidenskabelige Had, for hvilket han blev et Offer.

Da øvrige Rigsraader, der ifølge Bondemanifestet skulde „straffes“, hvor man kunde gribe dem, nemlig Morten Krabbe, Erik Ugerup og Erik Hak, undgik ved sin Fraværelse at dele Vincents’s Skjebne. Om Biskop Mogens af Hamar høre vi Intet; han er sandsynligvis med Lethed bleven vunden af Erkebispen. Derimod bleve Hans Reff og Hr. Claus Bilde tilligemed den i Bøndernes Brev ikke omtalte Eske Bilde gjorte til Erkebispens Fanger, selvsamme Dag, da Vincents faldt. Med Hensyn til dette Skridt skal Erkebispen under den omtalte Raadslagning have været fuldt paa det Rene; „Hans Naade vilde ingenlunde lade dem komme af Throndhjem igjen“, siger Hr. Jens Olssøn i det paaberaabte Brev. De Fangne førtes afsted til Tuterøens Kloster, og den ædle Fru Sophie Krummedike delte trofast sin Ægteherres Lod. Efter tre Maaneders Forløb slap den vægelsindede Erkebisp dem atter løs, idet han nu paany gjorde Forsøg paa at nærme sig Christian den Tredie! Hans Reff drog da til sin Bispegaard og de to Lensherrer hver til sin Fæstning. Ikke uden Lune skriver den kongelige Secretær Jesper Brochmann i et Brev til Eske Bilde efter dennes Løsladelse disse Ord om Eskes og Sophies nødtvungne Ophold paa Tuterøen: „Gud ske Lov, kjære Eske, at I ere komne af den Rævestampe i Throndhjem. Ville de saa fare med alle, som der komme, da agter jeg ikke at love mig til Sancte Olaf snarligen. Mig var ligesaa derhos (ɔ: jeg maatte tænke paa), der jeg det