Hr. Vincents Lange fandt altsaa en brat Død 1536,
utvivlsomt endnu i sine bedste og kraftfuldeste Aar, ja naar
vi erindre, at det ikke var mere end fjorten eller femten
Aar siden, at han vendte hjem til Norden med sin nysvundne
Doctorhat, bliver det endog sandsynligt, at han ikke har
været meget over de firti Aar. Bortseet fra det Forbryderske
i Erkebispens og hans partis Gjerning, var den tillige saa
uklog og kortsynet, som nogen Gjerning kunde være. I et
forfængeligt Haab om Hjelp og støtte for Norge og dets
katholske Kirke fra en Pfalzgreve ved Rhinen og den burgundiske
Regjering, – thi herom har Erkebispen ytret sig
under den tidtnævnte Raadslagning, der gik forud for Drabet[1]
– ryddede man den eneste Mand af Veien, som muligvis
vilde have formaaet endnu for en Tid at holde Liv i Norges
afmægtige Rigsraad og fremdeles at redde for sit nye Hjemland
Uafhængighedens Skin. Thi, skulde Nogen have kunnet
afværge den Bestemmelse med Hensyn til Norge, der blev
tagen i Kjøbenhavn i October 1536, maatte det have været
ham, med hvis personlige Fordel og Interesse det vilde
have stemmet at anvende sin Kløgt og sine mægtige danske
Forbindelser til dette Maal. Hans søndenfjeldske Colleger
havde ogsaa, kort førend han reiste til Throndhjem, tiltænkt
ham den siden hans svigerfaders Død ledige norske Rigshovmester-Værdighed,[2]
uden Tvivl i Forudfølelse af, at det
gjaldt i Raadets spidse at have en Mand med Indflydelse hos
- ↑ Kannikerne erklære 1538: „Saa bestaa vi for Gud, at vi ikke vidste, at saadanne Breve (fra Pfalzgreven) var hannem tilhaande kommen, førend den samme Dag, han saa vældelige og uchristelige lod ihjelslaa og fange Eders K. Maj.s forskikkede Ambassatter“, (Danske Mag., VI. 291.) Paa den Dag har altsaa Erkebispen taget Bladet fra Munden og aabenbaret sine Kanniker den indgangne Forbindelse med Pfalzgrev Frederik.
- ↑ Dipl. Norv., VIII. 779. (Brev fra Hans Reff til Erkebispen, Oslo 2den September 1535).
