Beslutning i Drukkenskab og derefter, da han blev ædru igjen, have tilbagekaldt Befalingen, men at da Christopher Throndssøn, som ophavsmand til det Hele, skulde have negtet Lydighed og erklæret, at han vilde følge den første Ordre. Nogle nærmere Omstændigheder, som Arild Huitfeldt tilføier om Vincents’s sidste Øieblikke, synes heller ikke ganske stemmende med Øienvidnet Biskop Hans Reffs Brev. Vi skulle dog anføre dem for Fuldstændigheds Skyld: „Christopher gaar ned om Morgenen med Piber og Trommer og lader besætte Huset med Knegte, som Hr. Vincents var bestrikket udi, sender hannem saa Bud, han skulde rette sig efter at de. Den anden begjærede saa Presten, hvilken han og fik, og gaves hannem neppelig de Stunder, at han kunde skrifte, før Christopher og hans Selskab indfalder, hvilke baade skjøde og stunge hannem ihjel ved Bordet, som han stod, der han tog Skivedækket op for at dække sig med“.[1] En anseet Historiker har ment, at vi hos Huitfeldt have for os Fortællingen om Hr. Vincents’s Død, saaledes som den almindelig lød i Folkemunde blandt de Danske i den nærmeste Tid efter.[2] Dette er dog neppe rimeligt. Meget mere tør Huitfeldts forholdsvis ikke faa Smaahistorier om Begivenheder i Norge fra hin Tid netop have været norske Traditioner, forplantede i hans egen Familie. Arilds Fader kom nemlig allerede i 1537 til Throndhjem som Anfører for Christian den Tredies Krigsfolk og forblev der i fem Aar som Lensmand, hvorpaa han forflyttedes til Bergenhus, hvor Arild selv fødtes 1546 og tilbragte de første Barndomsaar. Dette forklarer, at han netop for Reformationstidens Vedkommende har kjendt saa mange norske Anekdoter.
