Friis for sin Konge, „at der først maatte handles med Doctor Vincents’s Slægt og Venner, thi ellers vilde de begjære, at han skal staa dem tilrette.“[1]
Det indholdsrigeste af de ovenfor fremdragne Vidnesbyrd er Kanniken Jens Olssøns, der viser, at virkelig en Raadslagning er gaaet forud for Vincents’s Mord, dog ikke af de Bønder, i hvis Navn man bagefter udstedte Manifestet til Bergen, og hvoraf vel i det Høieste nogle have været tilstede som Tilhørere, men af Kanniker, Lagmænd og maaske Raadmænd og Throndhjemsborgere, at Ophidselsen og Forbitrelsen mod Hr. Vincents og vistnok ogsaa, om end i mindre Grad, mod de øvrige Rigsraader har været stor og stærk, samt endelig at Erkebiskop Olaf har været den Mand, der fattede den endelige Beslutning. Erkebispen har da fulgt deres Raad, som stemte for, at Hr. Vincents skulde dræbes.[2]
Omtrent sexti Aar efter Vincents’s Drab udgav Arild Huitfeldt sin Christian den Tredies Historie. Heri vil man finde Drabet omtalt udførligere, end andensteds, men tildels paa en Maade, som forekommer lidet sandsynlig. Kommer nu hertil, at Huitfeldts mange anekdotmæssige Beretninger om norske Begivenheder i disse Aar kun altfor ofte ere bevislig uefterrettelige, er der saameget mindre Opfordring til her at skjænke Rigscantsleren Tiltro. Navnlig gjælder dette Huitfeldts Fortælling om, at Erkebispen skulde have fattet sin sørgelige
- ↑ See min Afhandling om Christopher Throndssøn, hans Søn Enno og hans Datter Skottefruen (Hist. Tidsskr., B. II. S. 113 fgg.). Dette tør maaske bortrydde de Betænkeligheder, som Pal.-Müller (Gr. Feide, 2, 263) fremsætter mod at tillægge Christopher Delagtighed i Vincents’s Drab.
- ↑ I et Bønskrift, som Kannikerne i Throndhjem i 1538 indsendte til Christian den Tredie (Danske Mag., VI. 290–292) søge disse at benegte al Deltagelse i Raadslagningen, idet de paastaa, at Erkebispen „saa hemmelig hos sig og med nogle sine daglige Tjenere have besluttet Gjerningen“.
