foretaget af nogle af min Herres Raadgivere, sigende, at de vare Forrædere, saamange som vilde raade, at han skulde leve, saa at der ingen Flere kunde lægge noget godt til uden Livsfare“. Jens Olssøn bad derfor i April 1537, just nogle Dage efter at Erkebispen var rømt fra Norge, om Eske Bildes Hjelp og Beskyttelse mod Fru Inger Ottesdatter og Fru Margrete og Vincents’s Venner i det Hele.[1] Men Troen paa, at han var delagtig i Sagen, synes at have holdt sig. I 1540 blev ogsaa Kanniken Jens Olssøn, nu luthersk præst i Throndhjem, ihjelslagen af Jens Tillufssøn Bjelke, som imidlertid var bleven indgiftet i Fru Ingers Hus.[2] Ogsaa en anden Kannik, nemlig Hr. Knud Pederssøn, Kapitlets Decanus, nævnes som beskyldt for at have voldet Vincents’s Død og fandt det senere nødvendigt at bevidne sin Uskyldighed og betinge sig Straffrihed. Det var netop selve Erkebispens Nærmeste, Christopher Throndssøn og Gaute Taraldssøn („Gaute Norweger“), der havde tillagt Hr. Knud Pederssøn denne Skyld.[3] Det er paafaldende, at just Decanen nævner Christopher, da denne skal have været hans Svigersøn. Christopher angives forøvrigt af Andre ikke alene som delagtig i, men endog som Hovedmand ved Drabet, og at heri har været i det mindste nogen Sandhed, kan vist ikke omtvivles. Da Christopher siden efter flere Aars Landflygtighed i 1542 søgte Christian den Tredie om Naade og fik den, fremhævede nemlig Cantsleren Johan
- ↑ Jens Olssøn til Eske Bilde, Aure 4de April 1537 (i danske Geh.-Arch.). Hr. Jens lover at betro Eske, hvem der vare „voldende og skyldende i hans Død“, naar han blot mundtlig kan faa ham i Tale, ligesom ogsaa Hans Reff undlader at skrive nærmere om Tingen, fordi Claus Bilde just skal til Danmark og altsaa kan berette den mundtlig.
- ↑ Samll. t. N. F. Sp. o. Hist., 1, 412.
- ↑ Pal.-Müllers Aktst., 2, 314.
