Den, hvem Samtiden gav Hovedskylden, var Erkebispen.
Erik Gyldenstjerne meddeler den 6te Februar 1536 Kong
Christian den sørgelige Tidende; han siger uden videre: „at
Erkebispen havde ladet ihjelslaa Hr. Vincents“;[1] om nogen
Beslutning af Thrønderalmuen har ligesaa lidt han, som
overhoved nogen anden, end Forfatterne af det meddelte Brev
til Bergenserne, saameget som et Ord. Neppe vil vel heller
Nogen betvivle, at Erkebispen har givet sit Samtykke til
Drabet, langt mindre paastaa, at det skulde have gaaet for
sig mod hans Villie. En anden Sag er det, om selve Tanken
først er opstaaet i Olafs egen Sjel, eller om Andre have
overtalt ham. Virkelig navngives flere Personer, hvem
skylden i saa Henseende tillægges. En af disse var Kanniken
Jens Olssøn, der i 1535 jevnlig havde været Erkebispens
sendebud i Oslo. Ham undsagde senere Hr. Vincents’s
„Slægtninge, Venner og Tjenere“ paa Livet, „fordi
han skulde været voldende i hans Død med de andre hans
Herre Erkebispens Raadgivere“. Han paastod i et Brev til
Eske Bilde, hvoraf de ovenstaaende Linjer ere hentede, at
han var aldeles uskyldig, og tilføier: „Mangen ærlig Mand af
Throndhjems Kanniker, Raadmænd og Menighed have nu
Skyld for hans Død, hvilket, kjender Gud, at de ikke af
vidste før den samme Time, han blev slagen“. Han vedbliver:
„Den Tid, min Herre Erkebispen vilde taget ham tilfange
og derom forespurgte sig hos nogle Dannemænd, svarede
da nogle gode Mænd baade af Kannikerne og af Lagmændene,
som først bleve adspurgte, og raadte Hans Naade til, at han
skulde tages tilfange med de andre gode Herrer, efterdi Hans
Naade ingenlunde vilde lade dem komme af Throndhjem
igjen. Blev den, som først svarede saa, kort og hastelig
- ↑ Pal.-Müllers Aktst., 2, 250.
