ogsaa Lagmanden, Raadmændene og Throndhjems Borgere skulle have været med. Der skulde de have besværet sig for Olaf over, at de søndenfjeldske Raader ikke havde mødt til den berammede Herredag i den sidstforledne Sommer, til hvilken dog Almuens Udsendinge fra Stavanger og Bergens Stifter, ja fra de nordlige Egne af Riget lige til Vardøhus havde indfundet sig, og over at Biskop Hans, Cantsleren Mester Morten Krabbe, Vincents Lunge og Erik Ugerup paa egen Haand havde vovet at skride til Kongevalg. Bønderne havde da videre begjæret af Erkebispen, at han ikke vilde fuldbyrde den Mand til Konge, som ikke var endrægtelig valgt af Raadet og samtykt af Indbyggerne „paa det Sted, som Loven udviser“, ei heller den, som hastelig vilde tvinge Almuen til Skat og Tyngsel. Alle de Tilstedeværende, Erkebispen, Lagmanden, Byfolk og Bønder, skulde da være blevne enige om, at Bisperne Mogens og Hans samt Hr. Claus skalde gribes og tages tilfange, men Hr. Vincents og de fraværende Raader Morten Krabbe og Erik Ugerup samt en Person, hvis Forhold til denne Sag er lidet klart (Erik Hak), skulde „straffes“, hvor man dem kunde overkomme, som og strax skede med Hr. Vincents, hvis Sjel Gud naade“. Efter dette Brev skulde altsaa Hr. Vincents være aflivet efter en Art Dom. Men neppe vil nogen alvorlig Betragter fæste synderlig Lid til, hvad der her lægges i Almuens Mund. Det maa have været Andre, hvem Ansvaret for, hvad der foregik, virkelig paahviler, og som have søgt at dække sig ved at fremstille denne Erklæring af en umyndig Hob, hos hvem vel Udsigten til en trykkende Landeskat let har kunnet fremkalde Knurren og Urolighed, men som aldrig har vovet at tænke paa at dømme Rigsraader fra Livet, medmindre Mænd udenfor deres Midte have begjæret det af dem.
