gjemt det i sin Kuffert, da Drabsmændene styrtede ind i Herberget, og han blev dræbt, „førend han kom ud af Huset“.[1] Claus Bilde og Hans Reff undgik med Nød og neppe Døden, navnlig svævede Biskopen af Oslo i overhængende Livsfare.[2]
Dette, der fremgaar af nogle i Forbigaaende henkastede Ytringer i to Breve fra Øienvidnet Hans Reff, er egentlig Alt, hvad vi med fuld sikkerhed vide om Hr. Vincents Lunges Udgang af Livet. Ved hvem, efter hvis Beslutning, paa hvis Befaling er Landets mægtigste Adelsmand tagen af Dage? Her mangle vi fuldt Lys paa Grund af Documenternes Forbeholdenhed og Taushed. Der foreligger ganske vist en Erklæring om denne Sag, udstedt fire Dage senere, den 7de Januar, nemlig et Brev fra „Bønder og menige Almue udi Thrøndelagen til Legmænd, Raadmænd, menige Borgere og Nordfarere, som bygge og bo udi Bergen“.[3] Her fortælles, at den i Throndhjem forsamlede Almue havde faaet Kundskab om, at de to søndenfjeldske Bisper, Hr. Vincents og Hr. Claus (Eske Bilde nævnes ikke) vare komne til Throndhjem i Julehelligdagene med det Ærinde til Erkebispen, at Hans Naade først skulde samtykke i „Hertug“ Christians Valg til Norges Konge, hvem de selv tilforn havde kaaret „Erkebispen og menige Norges Riges Raad nordenfjelds desligest menige Norges Riges Indbyggere uadspurgte, som er imod al Norges skrevne Lov og gode Landsens gamle Sædvane“, og at dernæst skulde „fuldbyrdes en menig Skat over al Norges Rige“. Dette skulde da have bevæget Almuen til et sende „nogle Grander“ til Erkebispen med Bøn om gode Raad; han havde dertil givet gode Svar og indladt sig i Forhandlinger med Hænderne pas Erkebispegaarden, hvor
