forligt med Vincents Lunge; Lucie selv havde nu lovet, at hun ikke mere vilde begjære ham, og i det Hele Ingen mod sin Families Vilje. Men have Nils Lykke nær under sine Øine vilde Fru Inger dog, som rimeligt var, ikke, fordi, siger hun, „jeg trøster mig ikke vel til at fordrages med ham herefter“. Ikke desto mindre besøgte hun ham faa Dage efter, at hun havde skrevet disse Ord, paa Fosen, da Erkebispen havde bedet hende derom, for at hun personlig kunde tage de smaa Børn til sig og overse Nils’s Løsøre. Hun indfandt sig ledsaget af sin Datter Ingeborg. Sit Møde med Nils Lykke, hvem hun vel ikke har seet, siden Lucies og hans Brøde blev aabenbar, skildrer Fru Inger selv i et nyt Brev til Erkebispen af 6te Juli: „Den Tid jeg kom derud, kom han imod mig og faldt paa Knæ og lagde sig korsvis paa Jorden med grædende Taare og formanede mig for vor Herres Død og Pine, at jeg skulde give ham det Mistykke til, han havde gjort mig. Gav jeg hannem da til for Guds Skyld, hvad i min Magt var og mine Venner samtykke vilde“. Derpaa lagde Fru Inger og en Olaf Tørrissøn,[1] der formodentlig da var Erkebispens Tjener, hans Eiendele i Kister og indlagde det i hans Fadebur, hvortil de hver beholdt en af Nøglerne. Kun en Top Sukker og to Kurve, den ene med Rosiner, den anden med Figen, undtoges, dem skjænkede den ulykkelige Mand til Jomfru Ingeborg og sine smaa Børn, hvilke derpaa fulgte med Bedstemoderen til Østraat.[2] Sandsynligvis er Nils Lykke derpaa bleven ført ind til Stenviksholm i et sikrere Fængsel. Fru
- ↑ Olaf Tørrissøn var en ringe Adelsmand af en Æt, som kaldes Gyldensø. Han brugtes siden i dansk Tjeneste tilsøs, blev 1559 forlenet med Jemteland, men blev her dræbt ved Claudius Gallus’s Indfald 1564. (Se mit Skrift „Krigen nordenfjelds 1564“, S. 8 og 12, samt Norske Rigsregistr., I. 591.)
- ↑ Utrykt. (Münch.-Saml., No. 3310).
