Inger ytrede i det sidst omtalte Brev ønske om et faa en Bestemmelse af Erkebispen om, hvorledes der skulde forholdes med Nils’s betydelige Forleninger, hvilke hun udentvivl selv her ønsket et erholde og det ikke uden Føie, da hun i sin Tid hevde afstaaet dem til Nils Lykke med Forbehold af at faa dem igjen, om hun overlevede ham. Vi kjende ikke Erkebispens Svar, men det er sikkert nok, at denne, for Tiden Rigets første Mand, inddrog dem under sin egen Bestyrelse. Om den erme Lucies Tilstand skriver hendes Moder til Erkebispen nogle Uger efter at hendes Elsker var bleven tagen tilfange: „Det arme Menneske Lucie er ganske sorrigfuld og bedrøvet og beder ydmygelig og gjerne om Afløsning af Gud og Eders Naade“, og Fru Inger ønsker derfor, et en af Erkebispens Klerke maa komme ud for „at sætte hende Pønitents og give hende Afløsning“.[1]
Derefter lod Erkebispen nedsætte en Ret i Throndhjem bestaaende af nogle Lagmænd, Raadmænd med Flere, og lod sin Slægtning og meget betroede Tjener Christopher Throndssøn, en senere noksom bekjendt Mand, tiltale Hr. Nils Lykke for det Kjetteri, han hevde bedrevet med sin Hustrus Søster. Dommen faldt den 21de Juli 1535, og da Tiltalte havde vedtaget, „et han fangen havde givet sig ind under Norges Riges Lov, hvad den gav ham, enten at steges, sydes eller brændes, det vilde han lide og undgjælde“, blev han dømt i Erkebispens Hænder paa Kronens Vegne med Liv og Gods, „dog hans Liv ubehindret, indtil Norges Raad ydermere om hans Sag og Straf dømmende vorder“.
Denne i Throndhjem afsagte Dom var altsaa en Slags Underretsdom, thi i August lod derfor Erkebispen den samme Christopher Throndssøn reise til Oslo for der at forebringe
- ↑ Utrykt (Münch.-Saml., No. 3311).
