Erkebispen besluttede derfor nu at berøve Nils Lykke
Friheden og har rimeligvis taget denne Beslutning strax
efter Modtagelsen af Hans Reffs Brev, ja muligens endnu
førend dette kom ham i Hænde. Der manglede desforuden
heller ikke paa andre Ting, som nok kunde gjøre ham opbragt
paa Nils, og navnlig maa han vistnok være bleven
forbitret, fordi denne aabenlyst lagde for Dagen Ringeagt for
den romerske Kirke og Tilbøielighed for den nye Lære, lod
holde messer paa Dansk, fløifede Langfasten og foragtede de
syv Sakramenter. Erkebispen brød da det Nils givne Leide
og lod sende Folk ud til Fosen[1] og lik til dette Tog paa
Forlangende ogsaa fem eller sex Raade fra Fru Inger, bemandede
med Karle og Drenge. En Kamp maa have fundet
Sted mellem Erkebispens og Nils’s Folk, men de første
seirede, og Nils, der for det første forblev paa Fosen, var
nu Erkebispens Fange.[2] Dette maa være skeet inden 29de
Juni, thi i et Brev af denne Datum til Erkebispen omtaler
Fru Inger Begivenheden som netop stedfunden.
Det venlige og medlidende Sindelag, som Fru Inger havde vist mod Peder Cantsler og Dalejunkeren i deres Ulykke, lagde hun ogsaa nu for Dagen imod Nils Lykke, der havde voldt hende og hendes Hus saa megen Skam og Sorg. „Jeg har, skriver hun i det nysnævnte Brev, ikke Hjerte til at hjelpe til at fordærve ham til hans Liv for hans fattige Børns Skyld“. Hun haabede, at han endnu kunde gjøre „Pligt og Bod“ og, naar han opgav Ægteskabstankerne, blive
- ↑ Pal.-Müller (Gr. F. Hist., 2, 71) fortæller, at Christopher Throndsøn var den, der drog til Fosen mod Hr. Nils, men dette har jeg dog ei fundet i noget af Documenterne; ligesaa snart tør det have været Olaf Tørrissøn.
- ↑ Fru Inger til Erkebispen, 29de Juni 1535, Münch.-Saml., No. 3306. Ordene „Eders Naades Folk finge Overhaand med hannem“ tyde paa Modstand fra Nils’s Side.
