maaske har gjort ham Meddelelser angaaende Erkebispens Holdning og Politik og underslaaet Skrivelser, som vare bestemte til at gaa sydover i Olafs og hans eget Navn.[1] Endnu den 9de Mai melder Hr. Nils Erkebispen fra Fosen, at han var tilsinds at møde i Throndhjem ved den Herredag, som denne haabede at faa istand der,[2] men som, efter hvad vi have hørt, forpurredes ved de Søndenfjeldske Uvillighed til at møde. Nils Lykke ansaa dog selv sin Stilling saa usikker, at han fandt det nødvendigt at befæste sin Kongsgaard Fosen. Han anlagde Volde og Grave omkring Gaarden og skal for at faa disse Forsvarsanstalter istand have truet Almuen til strengt Hoveriarbeide, saaledes at mange Bønder maatte lade sine Marker ligge upløiede og usaaede.[3]
I Juni Maaned gik der Rygter i det Nordenfjeldske om, at Landet stod i Fare for at hjemsøges af Tydskerne. Det hedte sig, at Lybekkerne, der, som vi vide, paa den Tid havde Eske Bilde i sin Vold, vilde sende ti eller tolv Skibe til Bergen, medbringende Eske selv (rimeligvis for ved Tvangsmidler eller Trudsler mod dennes Person lettere at aabne sig Bergenhus’s Porte) og siden drage videre for at underlægge sig det Throndhjemske. Nils Lykke, hvem disse Rygter vare komne for Øre, sendte nu Bud til sin svigermoder Fru Inger og bad hende em „for vor Herres Pines Skyld ufortøvet at søge Tilflugt hos ham paa Fosens Kongsgaard og medbringe sine Børn, sit Folk, sine Sølvpenge“ o. s. v. Fru Inger svarede da, at hun vidste sig ingen Fiende at have, at
- ↑ Pal.-Müller, Grevens Feide, 2, 59.
- ↑ Utrykt Brev i Münch.-Saml., No. 3316.
- ↑ Ligesaa. Forøvrigt omtales ogsaa andensteds Nils Lykke som en haard Bondeplager. Eske Bilde havde allerede tre Aar tidligere skrevet til sin Svigermoder, Fru Anne Rud, om, at han „besværede den fattige Almue uden at have det behov“. (Vedel-Simonsen, om Ruderne, 1, 241).
