hvilken du havde bedet om, det du torvde taget din Hosfrues Søster og gjort mig den Sorrig, som mig stander aldrig til at forvinde“.[1] Biskop Ove Bilde vilde ikke have Noget med den hele Sag at gjøre. Om Hr. Mogens Gjøe har svaret, vide vi ikke, men Christian den Tredie gav 27de Mai 1535 et ikke ganske trøstesløst Svar fra Gottorp. Hertugen (eller Kongen) bemærkede, at vel tillod den bibelske Lov et saadant Giftermaal, men Keiserloven og Landsloven, „som ogsaa ere af Gud“, forbød det. Heller ikke kunde han for Tiden gjøre Noget for Nils, da Jomfru Lucies Familie og Erkebispen endnu ikke havde erkjendt ham som sin Herre, „men siden Gjerningen var gjort, maa man hjelpe og raade deri til det Bedste“.[2] Det er tvivlsomt, om dette Brev er kommet Nils Lykke ihænde, men man vil se, at alt Haab vel ikke havde været ude for de Elskende, ifald de begge havde oplevet Christian den Tredies Regjering i Norge.
Imidlertid var Forholdet mellem Erkebispen og Nils Lykke et eiendommeligt. Olaf Ingebrigtssøn gav ham et Leide, indtil Videre kunde foretages i hans Sag, og vedblev fremdeles, trods Hr. Nils’s „kjetterske“ Forbrydelse, at anerkjende ham som Medlem af Rigsraadet, vel nærmest fordi han nu troede sig vis paa, at Nils’s Stemme maatte blive et Ekko af hans egen og ikke som før af Svogeren Hr. Vincents’s. Hr. Nils medundertegnede da ogsaa Erkebispens fra de søndenfjeldske Raader afvigende Erklæringer og Skrivelser angaaende det forestaaende Kongevalg, men samtidig synes han dog, rigtignok ogsaa bag Erkebispens Ryg, at have forsøgt paa at indlede Forstaaelse med Christian den Tredie, ikke alene, som vi have hørt, for hos ham at søge Bistand i sin Giftermaalsplan, men ogsaa saaledes, at han
